søndag den 6. januar 2013

Rødhætte i ingenmandsland



Jeg burde have rullekravetrøje på, når jeg skal ud blandt andre mennesker, hvor der er alkohol indblandet. Kom hjem i nat fra julefrokost, gik på toilet, og det eneste jeg kunne se i spejlet, var kæmpe brystbakker, som mest af alt passede til et tysk "Heidi-kostume". Gad vide hvor meget jeg har fået flashet i aftes? Forhåbentlig intet. Tøj er først gledet ned på vej hjem. Er jeg sikker på.


Nå, men som overskriften siger, så befinder jeg mig i ingenmandsland. Og gud hvor er det dog frustrerende.
Grundet en kronisk tilstand af stress og ptsd, har jeg ligesom kastet håndklædet i ringen, og erkendt, at intet arbejde er så meget værd, at jeg skal miste mig selv pga. det. Omvendt betyder det heller ikke, at jeg ikke vil arbejde. Eller kan. For gu' kan jeg det.
Og hvad gør man så? Når man står dér, og kan bidrage med en masse, men ikke så meget som man ville ønske man kunne?
Man nikker, og accepterer, når forslaget om at søge et fleksjob bliver foreslået. 
Hvad fanden skal man ellers gøre? Når man på ingen måde ønsker at blive hægtet af samfundet, men hvor man også bare bliver nødt til at erkende, at alle de ting man ønsker at glemme og fortrænge, insisterer på at blive fastboende hos én.
Man indgår et kompromis.

Men så er der ventetiden. Hvor en flok mennesker, som aldrig har set én, får serveret en del af ens fremtid i deres hænder. Og hvor de ud fra nogle papirer, skal bestemme om man er knald eller fald. Om man bliver bevilliget et pas til samfundet, eller om man bliver placeret på et kommunalt "asylcenter", hvor al arbejdsprøvning og alle de kræfter man har lagt i det, pludselig bliver skide ligemeget.
Latterlige dumme ventetid. Og irritationsmomenter over halve informationer, som man ikke aner om der er hold i. Eller om man bliver talt efter munden.

De mennesker der tror, at den nemme løsning er fleksjob, burde fandeme smides i en mose.
Du bliver sendt fra arbejdsprøvning til arbejdsprøvning. Og lige når du endelig falder til, føler dig hjemme, og føler at nogen har brug for netop dig, stopper det.
Jeg er så træt af det. Træt af at få opbygget noget rigtig godt. Og så blive tvunget til at aflevere det tilbage.
Lidt ligesom hvis man får lige nøjagtig den gave man har ønsket sig, og så bliver tvunget til at levere den tilbage i butikken - uden at få pengene tilbage. Eller i det mindste et tilgodehavebevis.
Så er der den livshistorie man også skal skrive. Hvor man skal udlevere sit mest sårbare jeg. Uden at vide, om man bliver belønnet for det. Eller om det bare ryger ned i en skraldespand.

Og nej, jeg er ikke bitter eller utilfreds m. det kommunale system. Jeg har udelukkende fået en venlig behandling.
Men jeg er træt. Træt af at føle mig utilstrækkelig, fordi jeg ikke kan det jeg gerne vil. Træt af ikke at høre til nogen steder på arbejdsmarkedet. Træt af ikke at være selvforsørgende. Træt af ikke at have min arbejdsidentitet.

Jeg har elsket mit sidste arbejde. Også selv når man stod i to kokkejakker inde i fryseren, og ryddede op, og lignede Michelinmanden m. tvivlsom kulør.


Det har været mit livs længste eksamen. Og ord kan faktisk ikke beskrive, hvor meget jeg håber på at bestå.
Og skulle jeg bestå, kan folk proppe huen langt op i røven. Jeg vil bare have et stykke papir, hvor ordet "ansættelse" indgår.

Så skrid venligst langt langt væk m. Fattige Carina og Tania. Og Dovne Robert. Jeg vil skide på dem. Der bliver kun skrevet om dem, fordi det er langt sjovere at puste til gløderne i fordomsbålet, end det er at skrive om dem, som kæmper med alt de har i sig, for at slippe væk fra den sociale kategori, som medierne elsker at ydmyge og udstille.

1 kommentar:

  1. Ja, det hårdt at træde vande i systemet. Har været der med min kæreste i nogle år nu. Er der stadig...
    Tak for at du satte ord på nogle af frustrationerne!

    - Tiff

    SvarSlet