søndag den 27. januar 2013

Mens de andre ser håndbold

G. og teenagesøn ser håndbold. Jeg følger m. på sidelinjen, samtidig m. at jeg vasker tøj.
Har været i gang m. at lægge noget tøj til side, som er mit mål at kunne komme i igen. Det er hamrende motiverende.
Har bestemt mig for at veje mig hver 14. dag. I samråd m. slankekyndig person. Det er bare lidt mere motiverende at se flere minuskilo. Mindst 2 kg. og gerne 3, skulle der forsvinde hver anden uge efter min plan.
Har i et anfald af kedsomhed købt mig en hjemmetræningsdvd, som nok ender m. at gøre mig invalid en kortere periode, fordi kroppen lige pludselig skal vænne sig til, at der er muskler i maveregionen.
Så hvis I ser mig på gaden i Anders And gangart, så ved I hvorfor.
Men i stedet for at købe nyt tøj nu, så har jeg sammensatte sæt i noget mindre størrelser liggende og vente på mig.
Kosten er der styr på. En normal dag ser ud på flg.måde: (M. ændringer og justeringer selvfølgelig)

Morgenmad:
Skyr m. lidt Cheasy yougurt. (For at dæmpe den lede smag Skyr har) Og så lidt appelsinstykker på. Kæmpe glas vand og et stort krus instant kærlighed.

Formiddag:
Lidt gulerod. Har ikke tid til at spise der på hverdagene, fordi det er dér vi har mest travlt på jobbet.

Middag:
En skål blandet salat m. masser af kyllingebryst, solkyssede tomater og pesto. (Og når jeg skal være sød v. mig selv: Lidt Prima Donna ost)

Eftermiddag:
Lidt hytteost m. grønt.

Aften:
Altid salat eller grønt. Fedtfattig kød i rigelige mængder.
Erstatter pasta m. strimlet squash. Erstatter ris m. blomkål i bittesmå stykker eller en råkostsalat.

Motion:
Altså...står og går konstant på arbejdet. Så det er en del timer. Derudover kun en gåtur på en halv times tid. Skal skrues mærkbart op, men det har været så koldt. Og jeg ligner Michelinmanden i min vinterfrakke.



Nå...G. og teenagesøn skælder ud på tv'et. Og når Danmark (endelig) scorer, råber G. m. rusten stemme: "Sååååååååååådan!", samtidig m. at hans venstre hånd kører konstant ned i en pose chips.
Og Danmark er gået i selvsving på Facebook. Alle ser vist håndbold. Så jeg vil ikke holde mig tilbage, og har lavet flg. opdatering:

Håndboldfinale! Håber Preben Elkjær viser hvad han duer til. 

Der er ikke nogen der skal komme og sige, at jeg ikke støtter Danmark når det gælder.