Gennem den tynde væg mellem stue og teenageresidens, kan jeg konstant høre lyden af seks hænder på et tastatur. Og imens sidder vi andre og surfer på nettet med en hastighed, som ligger end del under det et 56K modem kunne præstere.
Routeren er gentagne gange blevet genstartet, fordi den arme boks ikke magter alle de trådløse enheder, den skal sende signal ud til.
7 teenagemunde skal mættes i aftes. Der er m. andre ord fuldt hus. Hotellet er booket.
Og jeg har menstruationssmerter fra helvede.
Var godt nok i BabySam den anden dag, og blev fantastisk skruk at af at kigge på de yndige vugger, senge, barnevoge osv. Og i og med at G. på ingen måde ønsker en arving mere, var jeg næsten klar til at indrykke en annonce på Gul & Gratis m. overskriften: "Sæd søges".
Men nu, hvor miniveer pisker gennem min krop, kan jeg pludselig huske hvordan det føltes at føde: Som at blive kørt gennem pålægsmaskinen, mens der bliver presset en Boing 747 ud på nederste etage.
Nej tak!
PMS-varslet er desuden skyhøjt disse dage. I aftes begyndte jeg at vræle til "Et frækt tilbud". Jøsses, den film er jo indbegrebet af amerikansk pladder.
I dag kan jeg mærke at kløerne sidder lidt løst. Så jeg holder lav profil. Og holder mig desuden langt væk fra Netdoktor. Kan bare mærke, at det er én at de der dage, hvor jeg på under et kvarter, kan udstede mindst 5 livstruende diagnoser på mig selv.
Ønskes:
En buldrende pejs.
Haves:
Et fyrfadslys.
Ønskes:
En elevationsseng.
Haves:
Seng m. aftryk af rødhættekrop. Dvs: U-form.
Ønskes:
Badekar.
Haves:
Håndbruser m. lyserød detalje.
Ønskes:
Morfin.
Haves:
Treo.
Ønskes:
Sofa at brede mig i.
Haves:
Lille hjørne af sofa.
Ønskes:
12 meter tyk total lydisoleret væg ind til teenagesøns værelse.
Haves:
5 centimeters papvæg, hvor intet ord ikke slipper igennem. (Er I klar over hvor meget sådan en flok larmer)
Ønskes:
Godt humør.
Haves:
Kællingehumør.
Ønskes:
4 etager - 300 kvm. i alt. (Voksenetage, teenageetage, fællesetage & Rødhætteetage ♥)
Haves:
2 etager - 150 kvm.