I kender det godt, ikke?
Man vågner kl. lort, fordi vækkeuret ringer. Kroppen føles, som var den blevet udsat for gangbang af 12 veludrustede dværge og hovedet dunker værre, end dengang man drak en flaske Pisang Ambon og skyllede den søde smag væk med en lunken elefant-øl, som man havde lusket sig til at købe i Brugsen, dengang nogen ikke rigtig fandt det nødvendigt at sætte aldergrænse for køb af sådan noget.
Men man står op. Trods alt. Og frisker sig op på badeværelset, hvor man da lige hiver ned ved øjnene for at tjekke, om man har fået leverbetændelse og derfor nikotingule plamager om pupillerne.
Der bliver drukket kaffe. Og sukket. Og stønnet. Men man tager trods alt af sted på arbejde. Lidt martyr er man vel altid.
Cykelturen føles som at cykle med en mellemstor campingvogn efter sig, benene syrer lidt og er der ikke lidt begyndende snot i næsen?
Vel fremme på job. Her husker man selvfølgelig at gøre kollega opmærksom på, at man "ikke lige er på toppen", mens man sender et tappert "du skal ikke tænke på mig" smil.
Selv om der ikke er noget snot, snøfter man alligevel. Det skal man jo, når man har influenza. Og man hoster lidt i ærmet, mens man tørrer febersvedperlerne af panden.
Kollega snakker, radioværter snakker, musikken spiller - man har rigeligt at lave. Men åbenbart ikke nok. For tankerne kredser stadig om den frygtelige influenza og om alt det håndkøbsmedicin man skal købe med på vej hjem.
Alt går i slowmotion. For det er faktisk ikke sundt at haste rundt, når man har 40.3 i feber.
Og så bliver der travlt. Man slår tankerne fra ubevidst, fordi der altså er en tidsplan der skal overholdes. Og fire timer senere, mens man står og griner og pjatter og drikker et krus langtidssimret kaffe, kommer man pludselig i tanke om, at man egentlig har det godt.
?
Det er da egentligt lidt sølle...
