tirsdag den 8. januar 2013

Dyr der burde udryddes

Jeg er et dyremenneske. Elsker dyr. Altså dem der ser nuttede ud. Men så er der alle de andre. Som giver kuldegysninger, og fysisk ubehag.
Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg hadede at være ansat i en børnehave, hvor man skulle være ét m. naturen? Gør det aldrig mere. Elsker børn, men de er sgu lidt upassende og drønirriterende, når de insisterede på at mase en skovsnegl ned i et gennemsigtigt (virkelig) smalt plastikbæger. Og totalt blottet for situationsfornemmelse, når de bad mig om at befri sneglen. Gu' vil jeg da ej. Sneglen var jo mast derned. Der var intet luft omkring den.
Havde vildt lyst til at at hælde 325 gram salt ned i bægeret, og kalde på børnene: "Vil I se noget herresjovt?"
I stedet gav jeg bægeret videre til en voksen.

Men lad os tage en liste over de klammeste dyr der findes. Jeg koncentrerer mig lige om de dyr, som man rent faktisk kan risikere at møde. For hvis jeg skal have alle eksotiske dyr med, bliver listen for lang.

Snegle.
Dræbersnegle, skovsnegle, vinbjergsnegle. De er alle helt enormt klamme. Og jeg har stadig traumer over nogle oplevelser jeg har haft m. kræene.
1) Til børnefødselsdag hos Peter i 1983, hvor drengene var kravlet op i det træ, hvor vi piger sad og snakkede under. Møgungerne havde slæbt en spand m. sorte snegle m. derop, og gav sig til at kaste dem ned på os.

2) På vej hjem fra en bytur midt om natten. Hvor jeg m. mine ene stilethæl, fik spiddet en snegl.

3) Da jeg trådte på en forvokset vinbjergsnegl. Den lyd altså. Ew! Og følelsen af at træde på et stykke juleflæsk. Er du gal, hvor jeg kunne moonwalke hen over græsplænen, for at få ligresterne af mine sko.


Frøer og tudser.
Usandsynligt klamme. Alt ved dem er ulækkert. Deres små fede lår. Ulækre "tæer". Øjnene. Ballonkinderne. Men mest af alt: At man fandeme aldrig ved hvor man har dem. De kan jo hoppe i alverdens retninger og højder.
Ville blive indlagt på intensiv, hvis sådan en satan landede på min fod. Eller endnu værre: Hvis jeg trådte på én. Godt nok er en god frø, en død frø. Men der er grænser.

Flagermus.
Et klamt grimt dyr m. overbid. Som tilmed kan flyve. Hvad er der ikke at hade?

Firben, og lign. Som f.eks. leguaner og sådan noget.
Det er jo mini krokodiller. Fritløbende krokodiller.

Slanger.
Ad! Bare virkelig ad! Jamen, ord kan ikke beskrive, hvor klamme de er.
Virkelig et sært dyr. Ingen pels. Ingen ben. Bare en forvokset ond regnorm.

Store rovfugle.
Stoler ikke på dem.

Duer.
Flyvende rotter.

Rotter.
Deres ansigt er kønt. Men det ændrer ikke på det faktum, at de er klamme. Og alt for kloge. Hvilket skræmmer mig endnu mere. Og åbenbart kronisk liderlige, eftersom de ikke laver andet end at yngle.
Og så den hale altså...

Aber.
Der er noget lusket ved dem, som både skræmmer og frastøder mig. Og så deres menneskelige opførsel. Langt mere primitiv end én der hedder Jesper. (Som faktisk ligner en træt gorilla) Og dét siger ikke så lidt.
Jeg tror aber er lidt onde i det. Det tror jeg sgu. Og det der borende blik de har. Det gør mig utryg.

Fisk.
De er lækre på en tallerken. Men at møde sådan én i levende live, når man er ude at bade...Føj! Så glatte, og slimede.

Edderkopper.
Jamen, jeg KAN ikke. Det kan jeg virkelig ikke. De helt små, har jeg lært at tage livet af m. et par sprøjt hårlak. Men de store...Dem man kan få øjenkontakt m. Dem hvis fodtrin man kan høre. For fanden de er klamme. Og det koster jo fandeme næsten en hel dåse hårlak, før deres ben krøller sig sammen. Og de er så store, at det er lige før man kan høre dem råbe: "Hey tykke! Tag lige en kam, et spejl og hårtørreren m. diffuseren med, nu hvor du er i gang!"



Og så har jeg sikkert glemt nogen på listen...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar