lørdag den 17. november 2012

Sliding Doors

Når man nu alligevel er tvunget til at ligge under dynen, så kan man lige så godt gøre det ekstra godt for sig selv.
Så jeg har sat Sliding Doors på. For 8. gang. Bliver aldrig træt af den film.

Pisse smuk film. Som giver stof til eftertanke. Og til dem der ikke har set den: Skam jer, og få den set! Her er en kort beskrivelse af den:

"Sliding doors’ er en romantisk komedie som bygger på idégrundlaget ”Hvad nu hvis?”. Filmen begynder med at Helen bliver fyret fra sit job, hvorefter hun haster ned i Londons undergrund for at nå sit tog. Her deler historien sig i to. I den ene historie når Helen sit tog og kommer derfor hjem i rette tid til at overraske kæresten Gerry sammen med elskerinden. I den anden historie når hun ikke toget, så derfor bliver hun ikke vidne til Gerrys utroskab." (Hovedroller Gwyneth Paltrow og John Hannah)

Seriøst, ikke? Gid jeg havde mødt en John Hannah, dengang jeg tog min daværende kæreste i at duske min daværende bedste veninde.
Og gid jeg havde lyttet til den fremmede amerikanske mand i S-toget, som nedstirrede os mens vi sad og pjattede og grinede, og som sagde til mig m. et fast og insisterende blik: "Your boyfriend is trouble. He's only gonna hurt you".

Creepy, egentlig. Og kan også huske, at jeg dengang fik det rigtig træls. Hvilket undrede mig, for vi havde et godt forhold (troede jeg), og så sidder der pludselig en ældre fremmed mand og nedstirrer os, og kommer med sådan en bemærkning, mens hans øjne borede sig ind i mig.

Og så ser man den film, og tænker: Hvad nu hvis min computer ikke var crashet dengang? Så havde jeg aldrig mødt idioten. Og så var jeg sluppet for så uendelig meget lort, og løgne.


Nå, beklager. Tankespind pga. feber. Og nu har jeg heldigvis Gråstænkt. Som er alt det jeg forgæves forsøgte at fremtvinge i min eks. (Hvilket var umuligt, da han højst sandsynligt er psykopat, og derfor ikke har et normalt følelsesregister, eller bare en snert af oprigtig menneskelighed. Plus han er hjemmeværnsmand, hvilket forklarer mere end tusind ord).
Og han svigter aldrig. Det ved jeg. Det kan jeg mærke. Så måske han faktisk ER min John Hannah?


Nå, jeg må hellere finde min dyne. Men altså, lov mig: Hvis du ikke har set Sliding Doors, så gør mig den tjeneste at se den. Det er sådan en film, man ville ønske varede i 4 timer.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar