fredag den 12. oktober 2012

Ode to my family.

Jeg har verdens bedste forældre. Ubetinget.

Kørte ud til dem i dag m. rundstykker for at fejre min mors fødselsdag. Hvor er jeg ubeskrivelig glad for at hun kom helskindet igennem brystkræft. Og at min far overlevede sin blodprop i hjernen. For ærligt talt; det kan sgu godt være at jeg er 37 år, men jeg ved da virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden dem.

Vi hyggede m. kaffe og morgenbrød, da det bankede på døren. Ind trådte deres nabo. En kilometer høj, 90 år, og m. bukserne trukket op under armhulerne.
Han er besat af tre ting: Katte, historie, og sig selv. Til samtlige familiefester hvor han har holdt tale, starter det m. en kort hilsen til hovedpersonen, hvorefter han maks fire minutter senere har fået drejet emnet over på sig selv, unge dovne mennesker nu til dags, gamle anekdoter fra en svunden tid om personer som kun han kender (og griner af), hans barndom, og ikke mindst: Krigstiden.
Ikke engang til min bedstemors bisættelse kunne han holde sig til at ære Bedste. Næh nej, han endte i en længere enetale om datidens børn og sejlgarnsbomber. Og grammofonafspillere.
Og så sidder folk der...og glemmer helt hvorfor de er triste. Fordi hans ord suger energi ud af en, akkurat ligesom pebernødder suger mundvand. M. et tomt blik ud i lokalet. Og venter på at han er færdig med at grine af sig selv, og forbande ungdommen i dag.

Nå, men han kom også til morgenkaffe. Og så gik han i gang. Ævlede løs om noget der skete i 1935, og virkede næsten forarget over at vi ikke vidste hvad han talte om.
Efter en times tid, kiggede min far og jeg på hinanden, og rejste os synkront og gik i køkkenet.
Jeg havde lovet at forberede og lave maden til i morgen, hvor de får gæster til middag. Så kan de nemlig koncentrere sig om at hygge sig i aften m. at spise ude, og slappe af i sofaen bagefter.
Mens jeg legede autodidakt kok i deres køkken, tullede min far rundt ude ved mig, hvor vi fik vendt hele verdenssituationen. Pisse hyggeligt!
Inde i stuen, rejste historikeren sig heldigvis og daffede hjem. Og mens far og jeg grinede og hyggede over maden, tullede min mor rundt som en lille nisse, og samlede ting sammen til mig, som hun syntes jeg skulle have. Så m. jævne mellemrum kom hun forbi, lagde nogle ting på køkkenbordet, hvorefter hun trissede videre efter nye ting, mens hun smilede og snakkede lidt med.
For fanden da også! Hvor kær kan man være?

Meget!

Jeg fik sgu helt lyst til at flytte hjem igen. Bare en uges tid. Kaste et par madrasser ind på mit gamle værelse, proppe nogle stearinlys i en masse tomme flasker, knalde nogle plakater op m. Whitney Houston, placere 33 kg. beskidt vasketøj stratetisk fordelt på gulvet, sætte tv og stereoanlæg fra tysk grænsebutik til strømmen, og smide mig på madrasserne og høre musik, og ryge Grøn Look.
Arrhhh, feels like home.
Var sgu da virkelig hyggeligt at bo hjemme. Total "Marmelade Fra Den Gamle Fabrik" familie. ♥♥♥


Takket være mine forældre.

Men nogle timer senere, kaldte nutiden. Jeg skulle køre hjem (i min egen bil) til teenagedatter, der kom hjem fra lejr i dag. Og til samboende kæreste. Og rudekuverter. Og netbank. Og vasketøj. Og 150 kvm. at støvsuge. Hjem til voksenliv.
Og det er sgu egentlig også meget rart. Og dejligt. Og takket være mine forældre, så kan jeg heldigvis føre traditionen m. hjerterum videre herhjemme.

Så skide være m. penge. Og materielle goder. I sidste ende er det altid de menneskelige værdier der er umulige at undvære, og som er mest værdsatte. Det er dem der bygger hele fundamentet på huset.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar