søndag den 16. september 2012

Selektivt Lobotomi.

Hvad sker der lige m. sind? Alt er fint. Vi holder søndag i sofa, og lægger os for at se Butterfly Effect. Som nok tager prisen for en af de bedste film jeg længe har set.
Og nu er filmen færdig, og jeg er træt. Og trist. Og tænker på alle de ting der gør ondt.
Jeg er ikke ret langt væk fra sitrende underlæbe. Hvor er det dog frustrerende. Når man ikke ved hvad gik galt, og hvorfor.
Ej, men det er jo ikke sådan jeg skriver blogindlæg. M. blottede følelser. Der kommer der som oftest kun noget dårligt ud af. Og nu sidder jeg alligevel, og belemrer jer m. klynk.
På trods af at både delete-knappen og backspace-knappen virker, og jeg derfor har alle muligheder for at slette, fortsætter jeg bare.
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro at jeg var ude på at trække jer m. ned i min akutte blues. Men det er altså ikke tilfældet...vil jeg pointere.

Nogle gange ville et selektivt lobotomi være at foretrække. Guderne skal vide, at der er ting jeg gerne ville slette. Eller bare fortrænge. Ordentligt. I stedet for at de popper op uden varsel, og sender mig i semi-fosterstilling.
For det gør bare så skide ondt at huske nogle gange.

Og så ser man den der film. Butterfly Effect. Og kommer til at tænke: Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden, ville jeg så ændre noget?
Ja, for pokker. Der var valg der skulle tages anderledes. Der var situationer, som jeg skulle have fjernet mig fra langt hurtigere.
Men ville jeg turde at ændre noget? Når det kom til stykket?
Nej. For enhver lille ændring, kunne medføre en endnu større ændring andre steder i mit liv. Og så ville jeg måske ikke have født mine to dejlige børn. Eller have mødt G. Eller eller eller...
Det gode overskygger det mindre gode. Til hver en tid. Og heldigvis for det.

(Gætter på at jeg her allerede har skræmt samtlige læsere væk. Sidder sikkert og mumler foran terapilamperne, as we speak).

Øjeblik, skal lige lave et krus kaffe...


Og man kan ikke engang gå til G. eller andre for at få lidt trøst og ynk. For man kan jo ikke svare på spørgsmålet: Hvad er der galt?
Aner det ikke. Sagde jeg jo. Nå!  Det er bare...ting der gør ondt. Kortvarigt. Og så bliver det godt igen.

Burde faktisk også bare gå i gang med at lave noget. Så jeg glemmer at have ondt af mig selv.
Kunne f.eks. starte m. at lakere tånegle. Ligner at jeg har cyklet barfodet, og bremset m. tåspidserne.

Kunne også gøre køkkenskabe rent, men skidt har jeg det trods alt ikke.

Hmm...hvor er G.? Jeg gik ud for at ryge, og da jeg kom retur, var han væk. Without a trace.
Han kunne nok fornemme stemningsskift ovre fra sofaen. (Eller også har han læst hvad jeg har skrevet, mens jeg sad ude på trappen). Har sikkert søgt tilflugt på etagen under mig.
Måske ved klaver?
Kunne foreslå ham at han kunne spille, og så kunne jeg synge. En lille duo. Hvem ved, måske det ville være starten på noget nyt? Og indbringende?
Så skulle vi hedde "Cellulite", og tage ud at optræde til sølvbryllupper, konfirmationer og runde fødselsdage. I polyestertøj.




Tak fordi I lyttede.

1 kommentar:

  1. Butterfly effect er i dén grad en stærk film, som i bund og grund bygger på kærlighed immelem en dreng og pige, senere mand og kvinde, og samtidig er den noget af det ondskabsfuldeste jeg har set længe...Alt i alt en rigtig go' movie...

    Ja, hva' ville man ændre, hvis man kunne gå tilbage i tiden, og hvis man kunne ændre noget, skúlle man så gøre det.?, for hvis man gjorde, hvem ville man så være i dag...Mange ting at tænke over...

    SvarSlet