Overvejer at erklære mig i undtagelsestilstand. Bare rulle mig sammen i fosterstilling, og sove.
Møg mandag. Synes jeg da nok lige. Og ved I hvad det værste er? Det er at jeg kan takke mig selv for det meste.
Når man har været sygemeldt m. stress i en længere periode, så burde man jo nok starte i første gear, og trappe op i de efterfølgende gear. I rækkefølge. I stedet for at starte i første og springe over anden, tredie og fjerde gear, og sætte direkte i femte.
Motoreren har i hvert fald ikke godt af det.
Nu ligger landet dog bare sådan, at jeg har nogle forpligtelser denne uge, som jeg selvfølgelig har i sinde at leve op til. Men jeg kan også love jer for, at jeg på mandag sender mig selv direkte i opladeren.
Mødte på arbejde m. opsvulmede øjenlåg og i simuleret vågen tilstand. Fik ordnet hvad jeg skulle, og kunne bare mærke da jeg satte mig ned, at trætheden var for overvældende.
Da jeg kom hjem, smed jeg mig på sofaen, og faldt i dyb søvn. Da jeg vågnede, kunne jeg så konstatere kort tid efter, at system også var træt og overbelastet. Boede i hvert fald på værelse i hytten m. klinker, fliser og brusekabine de næste tyve minutter. If you know what I mean...
(Og her valgte min computer så at gå i krampe, så jeg måtte tage strømmenpå skidtet, og starte generatoren op igen).
Bestemte mig så for at køre i Fakta m. teenagedatter, og kunne lige så godt tømme flaskecontaineren på terrassen, og tage flasker med.
Så står man der. M. sovehår, udgnedet make-up, og ligner en tudemarie, og propper flasker i automaten. Lignede fandeme en hjemløs, der købte mad for de sidste flasker, fordi kontoen var tømt. (Hvilket en forbipasserende nok også mente. I hvert fald kom hun hen m. et smil og sagde: "Her, vil du ikke have denne?", hvorefter hun stak mig en tom flaske.)
Jo tak, de fattige takker. Overvejede at spørge hende, om hun ville købe "Hus Forbi". Bare sådan lige for at sætte et udråbstegn.
Da vi kom hjem, undrede jeg mig så over, hvorfor det lød så mærkelig når jeg gik. Det viste sig så at min lange flagrende nederdel ikke helt var kommet med ind i bilen på vej hjem.
Og jeg havde selvfølgelig kørt gennem opgravede gader i silende regnvejr, så på min nederdel hængte der en halv grusvej.
Nå...jeg burde lave et eller andet. Men orker det ikke. Sad ude på trappen og røg, da Gråstænkt kom hjem. Og bare synet af ham, fik mit ansigt til at eksplodere i et inferno af sitrende underlæbe, og tårer ad libitum. (Det har fandeme ikke været kønt) Sådan lidt ligesom børn, som hele dagen har været glade i børnehaven, men som med det samme forældrene træder ind på stuen, bryder sammen i gråd.
Er bare træt. Træt af hård opstart efter sygemelding. Træt af hele processen m. arbejdsprøvninger. Vil bare være fri. Have rettigheder. Have normalt job og indtægt.
Fandeme godt at jeg via yndlingschef har mødt kok, som godt kan bruge mig lidt engang imellem. For en ting er erfaring. Det er fantastisk. Men det er bare lidt ligesom om det bliver lidt mere fantastisk, når man får lidt mere ud af det.
Næste skridt fra mig, bliver en henvendelse til en avis. (Skal bare lige have sat ord sammen uden alt for mange bandeord)
Gider fandeme ikke læse mere om Dovne Robert og lign. typer. Nu er det sgu på tide at de danske læsere også får den stik modsatte version.
