På vej hjem fra frivillig (husk; Rødhætte har et stort hjerte) arbejde, fik jeg en voldsom lyst til Labre Larver.
Og eftersom mine små fede ben har trasket troligt rundt i mange timer i dag, tænkte jeg at der var plads på kaloriekontoen.
Parkerer Bjarne-bilen, og går m. hurtige skridt mod butiksindgang. Passerer siden af jernslisken ind til butikken, og laver et kækt hop op på den, fra siden.
Og så er lortet pisse glat. Hvilket resulterer i at jeg ryger en anelse op i luften, samtidig m. at venstre ben laver et ninjaspark ud i luften, hvorefter jeg lander hårdt ned på hårde jerndupper. Selvfølgelig i samme øjeblik, som en bil triller stille forbi. Det er klart.
Og så rejser man sig op, og stirrer undrende og ondt på jernslisken (er det egentlig et ord?), som om den faktisk har spændt ben for en.
Hvorfor gør man egentlig det? Stirrer ondt og bebrejdende på død genstand?
Læg mærke til det, hvis I ser en der er ved at snuble over fortovsflise. Vedkommende vender sig m. garanti om, og sender et ondt blik til flisen.
Nå...er som sagt hjemme i sofaen. Indhyllet i tæppe, og forsøger at vække fødder.
Sendte ellers Gråstænkt en yderst kærlig sms på vej hjem, m. en forespørgsel om take-out mad. Men manden havde spist. Tømt køleskabet. Næsten.
Så min lørdagsmenu bestod af en ostemad. Ophidsende. Men alligevel tilfredsstillende.
