Det ka' jeg godt li'. Sådan en lækker doven søndag, hvor der bare er mig i hytten.
Misforstå mig nu endelig ikke; jeg elsker da ved gud min familie über alles. Og vil under ingen omstændigheder undvære dem. (Fik du den, Gebis-Trunte? Gråstænkt bliver i Casa Rødhætte, så du behøver ikke at sende ham endnu en "Heeeeeeej, hvordan går det? (Lyd af enormt store tænder der klaprer). Ja, jeg er jo blevet single"-besked. Jøsses, kraftedeme da for latterligt og ynkeligt....Ja, jeg bærer nag)
Men jeg nyder det. Tuller rundt med flagrende lårbasser og en bette tunika, som på en str. 36 nok er en maxikjole.
Solen er fremme, og jeg nyder det! Og godt nok er jeg til tider lidt pessimistisk, men andre gange er jeg altså en optimistisk pessimist. Som i dag, for at tage et eksempel.
Selv om jeg VED at bentøj ikke indeholder pigment, så forsøger jeg alligevel. Har godt nok forsøgt i 30 år. Med alm. sol og solarie. Og Beta Caroten tabletter. Men der sker ikke så meget. Selv selvbruner glider af mig som løbesod.
Det er en af sidegevinsterne ved at være født som Rødhætte. Man ligner konsekvent en der har rullet sig i en hindbærbusk. Med mindre man smører sig ind i Faktor 60. Så ligner man tilgengæld en gris der sveder rigtig meget.
Har lige brugt tid på at ligge på madras på terrandaen (som der vist er en strejfende hankat der har urineret på?) og fange solens stråler. Med helt bare ben. Så nu får jeg nok nye naboer i næste uge...
Men altså...sådan en alenedag burde alle have med jævne mellemrum. Hvor man bare kan være grim og træls, og samtidig rose sig selv for at være det.
Jeg glemmer helt at være sur over at Arbeit macht frei-tyskerne på jernbanen, gik i gang kl. syv i morges med at slibe skinner.
Ej, okay. Det passer ikke. Jeg ER faktisk sur over det. Det kan man simpelthen ikke på en søndag. Og nu...Nu er der helt stille. De er sikkert taget på stranden i grimme Speedos med luftmadrasserne under armen. Gid vinden tager dem.
