Om en time ankommer den første gæst, og vores gulve ligner sandkasser. Men jeg søger til mit happy place og ryger lige i Zen. Intet kan irritere mig, det er en vidunderlig dag, og i morgen og lørdag bliver endnu bedre.
Har fået ordnet de sidste forberedelser. Eller dvs. næsten. Jeg skal lige lægge sidste hånd på talen. Men så ser det også fint ud. Så mangler jeg kun at vaske fire maskiner, stryge tøj, støvsuge, barbere ben, handle nogle småting, lave porre/bacontærte, lave skinke/broccolitærte, lave laks/spinattærte, (som vi skal have i køleskabet som en hurtig snack, hvis vi bliver småsultne i løbet af weekenden), lave aftensmad og lakere negle.
Zen.
Men ved I hvad? Som det overskudsmenneske jeg er, så klarer jeg alt ovenstående med et smil, og et glas rødvin med manden i mit liv.
Det eneste irritationsmoment der har været i dag, er: Vækkeur der ringer for tidligt, snotskovle i trafikken, som ikke fatter at når der er grønt, så kører man. Og hår der har valgt at bryde ud under hagen. Wtf? Er det starten på overgangsalderen?
Hvornår får jeg velvoksent overskæg og hedeture? Og problemer med at det værker i knæene? Er det sådan noget man får via et bagholdsangreb? Sammen med en pose mellemristet Merrild?
Nå, men jeg må videre. Pusterum er nu forvandlet til stønnerum. (Hold jeres beskidte tanker for jer selv). Jeg må i køkkenet.
Men her er stemningsbilleder. Udsigten fra terrassen på feststedet, hvor konfirmtionen skal stå. Silkeborg i en nøddeskal: Vand og bøgetræer. <3 (Og nej, jeg er ingen Søren Ryge, så hvis det ikke er bøgetræer på billederne, så betyder det ikke så meget. Potato/Potaato.)
