YOLO, Carpe Diem, Lev livet og alt det der

Det er så vigtigt. At leve, mens vi er her. At sige de ting, vi føler. At kæmpe for det vi tror på. At gøre de ting, som vi elsker. At skide højt og flot på materielle ting, dyre rejser, designermøbler, designerbørn og ergonomiske lokummer. Alt det materielle - alt det uden hjerte kan gøre livet sjovere. Men det gør det ikke bedre. I sidste ende er det eneste der betyder noget, at vi sætter pris på det vi har - dem vi har - at nogen elsker os for den vi er og gerne vil os. På grund af og på trods af.

Efter et hårdt sygdomsforløb, sov hun ind i nat. Den lille kriger, den lille stærke benhårde kvinde, som jeg har kendt gennem de sidste 13 år. Virtuelt. Og der begynder folk at falde fra, for "så er det jo ikke rigtigt". Men jo, det var det.
Gennem et debatforum, lærte vi hinanden at kende. Og selv om vi aldrig fik sat os ned foran hinanden med en spand rødvin, så delte vi meget. Mange tanker, mange livserfaringer, livet.

Hun har brugt Facebook meget til at bearbejde sygdommen. Lortesygdommen over dem alle. Opturene, nedturene, optimismen, angsten, frustrationerne, frygten, sorgen. Hun gav os et så ærligt indblik i hendes væltede verden, at man kunne mærke det fysisk i hjertet.
Og nu har hun fået fred. Det fortjener hun. Men der er så stille nu. På en besynderlig måde midt i larmen. For Facebook er jo det samme. Opslaget om hendes sidste søvn, forsvinder hurtigt i mængden og drukner mellem lorteartikler fra Ekstra Bladet med skodkommentarer fra de elendige medlemmer på "Nationen", vejrmeldinger om den manglende sommer, Facebook-"hvilken-gnaver-er-du?"-test og daglidags-jeg-har-bagt-boller-opslag.

Men der er stille midt i larmen. Og jeg kan ikke forholde mig til at kigge på hendes profil og hendes sidste opslag, som nu bare står der. Helt stille og uden flere likes, hjerter og jeg skal give dig.
Ikke flere søde kommentarer og beskeder. Ikke mere - kun en lang film, hvor der er trykket på stopknappen midt i det hele.


Gik i gang med at bage. Manisk. For at gøre noget. Kunne slet ikke rumme at sidde og læse om hendes død midt mellem et stort tag-selv-bord af lige-pludselig-ligegyldigheder.
Sundhedssøn kom op og fandt mig i et inferno af mel, tårer og snot. Og så kravlede jeg ind i hans arme og blev pludselig den lille med sitrende skuldre og underlæbe.

Æv, hvor er livet sårbart. Men sgu nok også derfor, at det på samme tid er så fandens smukt. Vi bliver bare nødt til at huske det. Hver dag. Også når vi har tandpine, økonomisk pine, søvnmangel og ikke mere sommerferie.

Det er de små ting, der gør, at vi eksisterer. Det er de små ting der gør, at vi overhovedet lever. Og i aften vil jeg kysse mine børn og min kæreste med ekstra meget hjerteslag og bare kigge på dem og nyde synet af, hvor forbandet velsignet jeg er.