...den lå bare der på fortovet. Helt alene. Ensom. Helt intakt. Der var ikke engang nogen, der havde trådt på den. Den var stadig fin og rund og ren. Altså - så ren, som en cigaret nu kan blive med de liflige giftstoffer, der har har gang i en ikke så lille gang bunkepul - derinde bag det hvide papir.
Jeg stoppede faktisk op og stod og betragtede den et par sekunder og overvejede, om det måske var en gave fra foroven? En lille hilsen fra ham deroppe bag skyerne. "Værsgod Heidi. Nu har du været røgfri i et halvt år. Dette er din belønning. Amen".
Et splitsekund efter kom tanken: "Du kan jo tage den og sætte dig ind på den hemmelige sti og ryge den. Der er ingen, der opdager dig. Der er ingen, der kan dømme dig".
Men så poppede mine børn op på nethinden. Det er jo ligesom dem, der har ønsket længe, at jeg stoppede med at ryge. Fordi de hellere ville have en periodevis hysterisk mor end de ville have en rolig mor med tilsluttet iltapparat. (For man kan vel egentlig kun holde sig i ro, hvis man får KOL, ikke? Egentlig?) Og så har jeg jo absolut intet valg. At tænde en cigaret og indhalere de beroligende, men pænt giftige dampe, ville sådan cirka svare til, at jeg viftede med langefingeren mod mine børn og sagde: "Fuck jer! Jeg er da ligeglad med jeres bekymringer".
Så jeg gik videre og efterlod cigaretten på fortovet. (Og kunne faktisk næsten høre den ligge og synge "I wish the couple on the corner would just get a room. Seems like everyone around me is on their honeymoon. I'd love to take a pin to a heart-shaped balloon. Everybody's got somebody but me." med en ikke så underspillet melankolsk klang. Og jeg har jo ligesom heller ingen lighter på mig mere.
Men jeg gik videre. Fordi jeg elsker mine børn højere end noget andet. Fordi jeg elsker livet. Fordi jeg gerne vil kunne trække vejret ved egen hjælp. Fordi mine parfumer dufter langt bedre uden noter af bodega. Fordi han er der. Min T. Som jeg slet ikke er færdig med at lære at kende og fordi han ikke behøver ligge sammen med en hostende Værtshus-Vera med nikotinplamager på fingrene.
Og meget apropos ovenstående, så læste jeg et debatindlæg fra en sur 25 årig rygerkvinde. I Politiken Som jeg ellers betragter som et seriøst medie.
"Som ryger synes jeg, at det er mærkeligt at være vidne til, hvor meget hele samfundet blander sig i mit helbred, når man samtidig lader mennesker, som er seriøst overvægtige være i fred."
"På gågaden bliver der rynket på næsen af os, vi må snart ikke ryge nogen steder..."
"Folk kommer hen til mig på en bar, hvis jeg ryger, og siger jeg ikke må. Men du kunne jo aldrig finde på at gå over til en tyk og sige ’tror du ikke lige, du skulle lægge den burger?"
"Jeg er selvfølgelig klar over, at jeg hurtigt kan komme til at lyde som et forkælet barn, når jeg siger det her. Hvorfor må de, hvis jeg ikke må?"
"Rygning er hen over de sidste år blevet en vane, som alle må blande sig i, men overvægt og dårlige spisevaner, det er stadig tabubelagt og noget, vi som samfund snakker for lidt om".
Nu har jeg citeret hende meget sakset og brutalt, men det er omtrent hele essensen i hendes indlæg. Hun er vred. Hun er meget vred. Og hun blander pærer og appelsiner så grotesk meget sammen, at selv en juicepresser ville sige: "Gider du lige slappe af med de frugter, Søster? Det er sgu for meget af det gode. Det bliver for snasket".
Stop nu. Vær sød at stoppe. Eller prøv i det mindste at holde dig til fakta. For det første har fat-shaming aldrig været så udbredt, som det er nu. Vi skal allesammen passe ned i nogle kasser og hvis du ikke mener, at din krop et dit tempel, men nærmere en container til stort brændbart og hvis dit bmi er lige udfordret nok, så er der på ingen måde tabu omkring at tale om det. Tværtimod. Folk har aldrig før været så optagede af at koncentrere sig om hvordan andre ser ud, end de er i dag. Og hvis du er i tvivl, så læs kommentarerne på Ekstra Bladet fra "Nationen" næste gang, der er en artikel om Adele.
Er overvægt sundhedsskadeligt? Bestemt. (Selv om Facebook-artiklerne siger, at dem med store hofter og bagdele lever længere og dermed gør mig mere udødelig end Lise Nørgaard) Men smitter det? Ryger der lidt ekstra kolesterol i blodet på personen, der sidder og kigger på en overvægtig, der spiser en Big Mac? Ikke så meget, vel?
Folk omkring mig får heller ikke forhøjet bmi af at være i selskab med mig. (Med undtagelse af dem, der spiser mine kager, selvfølgelig). Overvægtige belaster deres egen krop. Ikke andres.(Allerhøjst deres havestole). Den er vist ret hurtig at slå fast.
Men rygning er sgu ikke en privatsag. Ikke ude i det offentlige rum. Røg lever lidt sit eget liv og trænger mere insisterende ind i andres svælg, end Porno-Lasses pik på en god dag.
Så ja, Trunte. Du lyder som et forkælet barn, når du øffer op om, at det er for dårligt, at du ikke kan sidde og pulse dine cigaretter hvor og når du vil. Og tilføj gerne uoplyst til dit cv også.
Og nej, jeg er ingen hellig jeg-var-engang-en-ryger- På ingen måde. Jeg savner tit mine cigaretter. Frygtelig meget, faktisk. Det er hyggeligt at ryge. Det er afslappende. De er en god ven. (Som så godt nok stikker dig i ryggen senere, men hey...lad os nu ikke af-romantisere det for meget). Rødvin og øl smager bare bedre sammen med en cigaret.
Men sundt er det sgu ikke. Så langt fra. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så ER det en last, som påvirker andre.
Læs selv hele hendes "det-er-synd-for-mig"-indlæg HER
Gad vide om cigaretten stadig ligger der? Ensom og forladt. Svigtet. Vejet og fundet for let. Valgt fra.
