Jeg bor dejlig tæt på mit arbejde. Små 2 km. En skøn afslappende gåtur på et kvarter. Lige med undtagelse af, når maven får sit eget liv liv og som det første sted i kroppen, reagerer på en stemning.
Charmerende? Knap så meget. Menneskeligt? En del.
Det har sgu været en hård omgang på jobbet med en del fyringer på det sidste. Uanset hvor normalt det end, er at der i alle virksomheder kommer fyringsrunder på et tidspunkt, så ændrer det altså ikke ved, at man bliver påvirket af det.
Først og fremmest fordi det er mennesker, som man kommer til at savne. Men også fordi man efterhånden sidder med krydsede fingre, når man dobbeltklikker på Outlook for at tjekke sin arbejdsmail. Man gider bare ikke have en mail med en mødeindkaldelse.
Nu er jeg ikke kendt for at kunne bevare roen ret længe ad gangen, så da der den anden dag tikkede en sms ind om, at der var ny mail fra arbejdsgiver i min e-boks, var jeg i tankerne allerede ved at begynde at tænke over nedskæringer i budgettet og overveje, om jeg havde brug for begge mine nyrer.
Heldigvis var det bare lønsedlen, der kom i god tid.
Men det er sådan man reagerer. Eller jeg gør i hvert fald. Vovehals bliver aldrig mit mellemnavn. Man er vel tryghedsnarkoman.
Og i dag fortsatte det så. Ved 9-tiden tikkede der en mail ind med en information om endnu en fyring. Og derefter en indkaldelse til medarbejdersamtale kl. 14. Hvilket jo bare er fedt for en tankerytter som mig. Så kan man rigtig nå at gå og piske en stemning op inde i det inderste. Der kan ske rigtig meget på fem timer. Jeg havde nærmest et manuskript på 291 sider færdig, da klokken nærmede sig 14.
Havde nærmest pillet mine negle i form som flettede julehjerter og da mødet var overstået og man kunne gå derfra (heldigvis stadig med arbejdsnøgler og alarmbrikker som ejendel) og man kunne lukke ned og gå hjem, vågnede maven med ikke så lidt opmærksomhedstrang. Det var næsten en musical, der blev skudt i gang derinde i maveregionen. Nogen havde et budskab og det skulle ud med fuld musik ...
Så er der altså langt hjem. To kilometer er pludselig i samme liga som militærets forhindringsbane, når man udmærket er klar over, at det er nu knibeøvelserne skal bestå deres endelige prøve.
Hvert skridt var som at være tilbage i folkeskolens gymnastiktimer, hvor man stod der i sin bæbrune frotté-agtige gymnastikdragt og kiggede hen mod springbrættet og hesten, som man om lidt skulle forcere foran hele klassen og hvor man var skræmmende klar over, at sandsynligheden for, at man landede på toppen af den og blev siddende var ret stor, fordi gymnastikdragt og ruskindet på hesten fungerede ret meget som velcro, når de kom i kontakt med hinanden. Ingen friktion what so ever.
Jeg undlader at gå i detaljer. Jeg er nemlig midt i den der dejlige nyforelskede periode, hvor man gerne vil lade ham den dejlige tro, at man aldrig bøvser, prutter (som.om) eller har andre latrinære affærer.
