Jeg kan simpelthen ikke administrere at have så mange kvadratmeter. Min hjerne tænker jo: "Fedt, så slipper jeg for at køre på genbrugspladsen. Her kan jeg sagtens opbevare det".
Og det har jeg så gjort. I de otte år jeg har boet her.
Udover en masse skrammel, som egentlig hører til i "Stort brændbart", har jeg indtil videre - og jeg er langt fra færdig - knoklet mig igennem:
- Gamle bærbare
- Gamle cd-rommer, som jeg ikke orker at kigge på, fordi jeg bare ved, at mange af dem er fyldt med minder om et svin, som jeg gerne vil tage det hvide snit for at glemme.
- Tøj nok til at åbne en genbrugsbutik. Og vel at mærke tøj, som ingen af os går i længere.
- Pynteting, som bor sammen dernede, så de ikke opdager, at de er kasserede - men bare tror, at her skal de bo. (Ja, jeg er mærkelig. Jeg knytter mig til ting og giver dem menneskelige værdier)
- Julepynt i groteske mængder.
- Sko, sko og atter sko.
- Hudplejeprodukter, cremer, parfumer fra en svunden tid.
- Knagerækker, hylder og billeder.
- Børnenes legetøj.
- En dildo. (Wtf?! Hvorfor ligger der sådan en i en flyttekasse?).
- Kaos i sække.
- Tomme flasker, der sagtens kan sponsonere indskuddet til en lejlighed.
- Dvd-bokse.
- Sække x infinity, som jeg ikke tør åbne, fordi de står i krybekælderen (som ikke er ret meget krybe-agtig, når man har den højde jeg har). Tør ikke. Har tvangstanker om frøer, slanger, flagermus og edderkopper, som har dannet kollektiv dernede. (Må finde hjælp fra ven/veninde en dag og lokke med middag og vin som betaling).
Og en masse tøj, som jeg engang kunne passe. Dengang jeg selv mente jeg var amerikanerfed.
Right! Det er jo normale størrelser, for helvede! Og nu skrider sømmene bare jeg overvejer at tage tøjet på. Og mit håndsyede korset fra London, som kostede en formue. Som vel nærmest kun lige kan spændes om mit lår nu.
Hvis det ikke var det fordi jeg er rimelig godt kørende mentalt, ville jeg have selvmordstanker nu. I stedet nøjes jeg med selvhad kørt ind med grydeske fra en bundløs gryde.
Det skal fandeme være slut! Fuldkommen slut! Kan sagtens nå at smide 10 kg. over de næste par måneder. Det er en start. Og der skal mere af. Men jeg bliver nødt til at sætte delmål.
Så okay, hør her: Når jeg har smidt 10 kg, må jeg forære mig selv en Chanel parfume. Sådan! Det må være sådan det er. Magter ikke dette her. Sgu da spild af liv at ende med at overveje en gang spiseforstyrrelse, bare fordi man rydder op i sin kælder.
Slut! Pisse meget slut! På flere punkter. Har virkelig fået nok. Nok nok nok. Af selvforskyldt selvhad (men hey! Det er fandeme ikke min skyld, at stress voldboller ens krop og udløser hormoner, der får fedtet til at holde sammenskudsgilde midt på maven). Det er til gengæld min skyld, at jeg ikke har gjort mere ved det. Men hvad fanden skal jeg bruge det til nu?
Slut! Kvalmende meget slut! Gider.ikke.mere! Skrider på vægter i morgen tidlig. Ikke nu. Har nok hældt ca. 12 liter kaffe ned i dag og har endnu ikke tisset ret meget. (Hvilket egentlig er foruroligende, ni hvor jeg tænker over det?). Slut!
Og slut generelt med så mange ting. Slut med at finde dildoer i hengemte flyttekasser. Slut med at nøjes med at være problemskraldespand. Slut med at hjælpe folk i hoved og røv, som ikke føler for at hjælpe bare lidt retur. Slut med at have dyrt tøj liggende, som - hvis jeg skal være ærlig - så hamrende godt ud på mig dengang.
Er skredet op i stueetagen igen. Det er trods alt begrænset, hvor meget støv man bør indånde på et døgn. Fortsætter i morgen. Nu trænger jeg til et krus kaffe.
