Det har jeg gjort godt. Og det er gået glimrende i mange år. A little rødkål eller sovs on the side - og så kører det. Her har der aldrig været en puls.
Lige indtil jeg begyndte at undersøge danske slagtedyrs velfærd. Fandeme da utroligt, så naiv jeg kan rende rundt og være.
Jeg sidder ikke og skriver, at NU bliver jeg vegetar eller veganer. Jeg kan simpelthen ikke undvære min ost og mine mælkeprodukter. Men lysten til at spise kød, bliver mindre og mindre for hver måned der går. (Her ville jeg have skrevet "for hver dag der går", men det ville være en fuldfed løgn. Man er vel opvokset på landet i en gammeldaws familie. Hvilket der intet er galt med - vil jeg indskyde).
Men mit indtag af kød bliver mindre og mindre. Jeg tillægger i forvejen mit tv, mine krus og andre døde ting, menneskelige værdier. Jeg kan da nærmest slet ikke bære at sætte tænderne i en frikadelle og tænke på, at det kød kommer fra en lille grisling, som ikke nåede at blive voksen - som ikke nåede at lege i sin egen afførring - som ikke nåede at nyde en sommerdag i mudderpølen - og som med stor sandsynlighed endte sine dage i smerter og angst.
Eller en steak fra en ko, som muligvis ikke blev aflivet humant. Som levede sit korte liv i verdens mindste ét-værelses lejlighed.
Og kyllingefileten, som stammer fra en bette fjerdusk, der fik brækket sine vinger på vej mod slagteriet og endte sine dage i et smertehelvede.
Det er et rent helvede for mig. Faktisk. For jeg har jo altid elsket kød. Og nu har jeg identitetskrise. Og jeg har tænkt og søgt så meget på emnet (det faktuelle), at jeg er endt der, hvor samtlige dyr nærmest har fældet tårer og skreget "DU MÅ IKKE SLÅ MIG IHJEL! JEG HAR EN FAMILIE!", under slagtningen.
Jeg har siddet og set videoer med søde grise, der lægger puslespil. Jeg har set dokumentar om realiteterne i den danske kødindustri. Og jeg er på grådens rand. Alting var meget nemmere, da jeg bare havde skyklapper på ved køledisken. Nu er der jo en masse følelser med i spillet. Og hvis der er noget, der kan sende mig i total skakmat-tilstand, er det følelser.
Det er jo ikke nok, at jeg undgår Arla og buræg. For det gør jeg. Og jeg drikker kun øko-mælk. Men det er jo for fanden kun en bette dråbe i et modbydeligt stort hav.
