Jeg er så misundelig på dem, der lige smider sig på sofaen og slumrer let en halv times tid, hvorefter de vågner med forøget energi og kan klare resten af dagen.
Sådan fungerer det ikke i min verden. Overhovedet. Jeg falder i en dyb søvn og når jeg vågner igen, aner jeg faktisk ikke hvor jeg er, hvorfor jeg er der og hvilken ugedag det er. Og så er jeg træt. Helt ubeskriveligt træt og bruger resten af dagen på at lide og se frem til det bliver aften, så jeg kan komme i seng og sove videre.
Og sådan en dag er det i dag. Jeg ville bare lige ligge og se programmet "Anbragt i helvede" og så gik jeg ud som et lys. (Imponerende skræmmende, at det er tragiske programmer, som virker så beroligende på mig?) Jeg kan da godt svagt huske, at mine øjne lige tog et par snurreture og at jeg tænke: "Jeg lukker bare lige øjnene et par minutter og lytter til programmet imens". Og så var jeg væk og i en dyb narkoseagtig søvn.
Vågnede ved jeg følte jeg ikke var alene. Hvilket jeg heller ikke var. Sundhedssøn stod og kiggede på mig og jeg sprang op i et tempo, som ikke var godt for kroppen. Og så var jeg fuldstændig groggy, som om jeg var blev bedøvet og læsset af på månen.
"Sover du, mor?"
Spurgte hvad klokken var og da jeg fik at vide den var 15:00, udstødte jeg et gisp. For i og med at hjernen stadig sov, var jeg overbevist om, at det var fredag eftermiddag og jeg kunne bare ikke helt håndtere rent mentalt, at jeg havde sovet så længe.
Nu drikker jeg kaffe og har solen direkte ind i ansigtet. Så der burde være en mulighed for jeg kan holde mig vågen.
