Inkl. hjertebanken.
Normalt elsker jeg tordenvejr. Jo vildere, jo bedre. Men det der lyn i aftes...det var fandeme sært. Det føltes som om det sneg sig ned fra himlen, listede rundt om hushjørnet, hen ad fortovet, hvorefter det valgte at eksplodere lige udenfor stuevinduerne.
Altså...det gjorde det jo ikke. Men det føltes sådan. Og så kom braget, som lød som om hjemmeværnet var på skydeøvelse med stjålne krysantemumbomber. Dælme da godt, at min Sobitol-diarré var overstået.
Aber, vi klarede den. Og denne gang helt uden væltede nabohuse ned i vores. Dog ramte stormen terrandaen...
...men alt i alt synes jeg, at vi slap nådigt.
Bortset fra det, har jeg egentlig ikke så meget at berette. Føler mig stadig i venteposition ang. 100% sikkerhed om jobstart tirsdag. Ved jo godt, at den vist nok stort set er hjemme, men jeg tør sgu ikke tro på det.
Hånden på hjertet, så kommer jeg til at savne hverdagen med bossen. For fanden det er en ambivalent følelse. Den der ping.pong, som jeg har været så vant til. Indforståetheden. De små hyggelige snakke over en gryde, et skærebræt og en kniv.
Æv, jeg er tryghedsnarkoman. Men altså...alternativet er, at jeg går hjemme. Der er jo ikke noget arbejde til mig pt. på firmaets nye adresse. Og så må man jo se muligheder fremfor begrænsninger. Og nu er det jo heller ikke sådan, at vi dropper kontakten. Men jeg må godt have lov til at snøfte nogle melankolske tårer. Man er vel født i krebsens tegn.
Men heldigvis er min (forhåbentlige) nye kollega forbandet skøn. Vi kender hinanden privat. Vi har arbejdet sammen før. Og vi elsker begge rødvin. Det kan jo dårligt nok gå galt.
Og med de ord, smutter jeg i min kælder. Bliver simpelthen nødt til at få styr på det, inden nogen melder mig til "Vanvittig samlermani" på TLC.
Dagens billeder:
