Sådan har jeg været i selskab med i dag. Og ærligt talt...jeg magter ikke flere ord i dag. Tager ikke telefonen, hvis den ringer. Tænder ikke for fjernsynet. Ikke lige nu. Jeg skal først lige have stoppet blødningen fra øret.
Hele tiden! Ord ord ord. Spørgsmål, sætninger, one-liners....Det var tourette på LSD.
Jamen...
Jeg magter fandeme næsten ikke engang at skrive. Bare synet af ord på papir gør ondt i mine ører.
Da jeg var ude at gå en tur tidligere, havde jeg nærmest lyst til at tage kvælertag på et træ og ruske det, fordi dets grene larmede i vinden.
"Ja ja, Hætte, nu overdriver du vist?"
Åh, gid jeg gjorde...Gid det bare var stemmer i mit eget hoved jeg havde hørt. Men nej...Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det har jeg virkelig ikke. Ikke engang dengang jeg arbejdede i en børnehave.
Hvordan kan nogen have så meget at sige? Kan de ikke selv høre det? Siger det dem ikke et eller andet, når mundtørheden er så intens, at alt klæber til gummerne, ganen og mundhulerne? Der må fandeme da være slidmærker derinde? Lidt ligesom mellem mine lår om sommeren?
Ej...
Jeg skal have kaffe. Hold kæft, hvor skal jeg have kaffe!
