Fuld af "jeg-nægter-fandeme-at-blive-en-arbejdsløs-som-sover-hele-dagen-og-bliver-til-en-sofaboende-budding" attitude, stod jeg jo lige op kl. halv syv i morges.
Kl. 07:00 havde jeg drukket mit første krus kaffe og så meldte rastløsheden sig. Hvad fanden skulle jeg lave?
Et smut på jobnet var nærmest en invitation til en depression. Nada jobs at søge, med mindre man er social og sundhedshjælper, pladesmed, pædagog eller mulig plejefamilie.
Og så var jeg egentlig bare endnu mere irriteret og fik spændingshovedpine.
Har spillet Songpop, Moviepop og bubblespil på Facebook. Har ryddet op og travet tur og gennemgået køkkenet for slik der legede gemmeleg og har kylet det i skraldespanden. Skal i hvert fald ikke have vægtøgning sammen med arbejdsløsheden. Der må sgu være grænser for elendigheden.
Og så ringede tlf. her i eftermiddags. Muligvis - jeg tør næsten ikke håbe på det - har jeg arbejde fra i næste uge engang. Muligvis. Hvis og hvis og hvis at vi sammen kan få knaldet puslespillet korrekt sammen.
Pessimisten i mig, tør dog ikke rigtig håbe på det. Men for fanden, hvor ville det være skønt. Nu må det godt blive fredag, så jeg kan komme til første samtale!
Jeg savner dem. Savner min boss. Savner ham den høje. Savner kunderne og det jeg kendte. Savner firmabilen. Savner den daglige ping-pong. Det gør jeg altså virkelig.
Og mest af alt savner jeg at være med kontrakt.
Så gider I ikke lige krydse fingre for mig? Jeg vil så gerne have det det job.
