Det er egentlig ret belastende. Min hukommelse har fået sit eget liv. Jeg kan sagtens læse ordrerne på dagssedlen otte gange i træk og ikke rigtig huske detaljerne bagefter.
Jeg farver hår og glemmer at farven sidder i og kommer i tanke om det 20 min. efter det skulle være skyllet ud.
Jeg glemmer hvad kunden har sagt i det øjeblik, at vedkommende har lukket munden og stoppet talestrømmen.
Jeg vågner konstant om natten med hjertebanken og frygten for at have sovet over mig. (Pissefedt. For så vågner blæren også og nægter at lade sig tømme i andet end pensionist med urinsrørsforsnævring-tempo. Og så er jeg jo pivvågen).
Og jeg har konstant en sweater på med mine følelser strikket på på ydersiden. Der skal virkelig ikke ret meget til, før jeg ser mig ekstra gal på andre mennesker. Som f.eks. modgående fodgængere, som åbenbart simultant mener, at det er mig der skal gå til siden. Og som f.eks. cyklister på fortovet.
Og lortekunder, som er skidesure uanset HVAD man gør for dem. Seriøst...jeg elsker 98% af alle vores kunder. Men så er det lige et par stykker, som jeg virkelig godt gad at friturestege. Blandt andet verdens grimmeste mor, som hver gang hun henter mad til sit barn, står og ligner en der har fået omvendt botox og en kaktus proppet helt op i røven. Ligegyldigt hvad man siger, er hun sur. Og på trods af at vores priser er faste, holder hun sig ikke tilbage med brok og forsøg på at prutte prisen længere ned, alt imens hun står med sten-ansigt. Jeg har fandeme set træstammer med mere liv i, end hendes ansigt.
Og kunden har jo altid ret. Desværre. (I hvert fald lige indtil de står ude på fortovet igen). Men lige i dag, der magtede jeg ikke mere. Ikke at jeg sagde hvad jeg tænkte allerinderst i min onde hjerne. Men jeg var nok sådan ca. omtrent lige så arrogant, som Joachim B. Olsen er overfor en kontanthjælpsmodtager.
Så det er nok ret godt, at jeg har juleferie om nogle dage.
Men alvorligt talt, det er et helvede. Føj, det er træls. Heldigvis kan jeg trøste mig med, at det bare et forbigående. Og heldigvis har jeg verdens bedste udlejer.
Da Gråstænkt og jeg boede sammen, ødelagde han mit køleskab. Han dolkede det simpelthen med en køkkenkniv, så der fes freon ud i hele hytten på en ellers stille (og butikslukket) søndag.
Han daffede på Gul & Gratis og købte det første og det billigste køleskab han kunne finde. En kæmpe klump grimhed, som lignede noget fra en tysk bunker. Og som ikke kan lyse.
Eller...det kan det godt. Man kan sagtens sætte en pære i lortet. Men den lyser så bare hele tiden. Også når lågen er lukket. Hvilket betyder, at samtlige kølevarer bliver opvarmet og fordærvede.
Den brummer på en hæs måde. Lyder mest af alt som tøjklemmer med pap i et cykelhjul, når den går i gang. Gætter på, at den nok bruger 1200 kWh om året.
Men så skrev min udlejer til mig her til aften, Og gjorde min dag lidt bedre. Og kom ikke her og påstå, at jeg har mistet evnen til at glæde mig over de små ting her i livet. (Og ja, udlejer og jeg er tætte. Og ja, han inviterede sig selv og familien på flæskesteg i den sidste sms).
