Sundhedssøn knokler med samfundsfag, Uglen er til kunstundervisning og jeg har gang i en gang chili con carne, som står og putrer på komfuret og udvikler endnu mere smag.
Snupper lige en liste mens jeg venter.
Nogle gange kunne det være rart:
- At være 12 år igen og kunne gå ud fra, at de voksne løser alle problemerne og puster av-av-nas-nas følelsen væk og krammer irritationsmomenterne og spekulationerne væk.
Kæft, det kunne være rart.
- Hvis Medina rent faktisk gav slip, som hun ellers lover i sin sang.
Hvad fanden sker der for:
- De billige chokoladejulekalendere? I min barndom var det liflig lækker mælkechokolade, som man kunne fylde munden med, når man plyndrede sin (og sin lillebrors) julekalender.
I dag smager det som at slikke kakaopulver op fra et ryatæppe.
Lykken er:
- Når folk har åbne Facebookprofiler.
Nysgerrighedens pris er:
- Når man med fummelfingre, kommer til at trykke "synes godt" eller sende en venneanmodning.
Smerte er:
- Når strømpebuksen har drejet sig en kvart omgang i livet, og syningen gnaver lige under ballerne.
Jeg kan virkelig ikke vinde! Enten får jeg købt dem i lav-taljerede modeller, som ikke er skabt til kvinder med hofter. Eller også er de alt for lange i benene. Eller også er de alt for store i livet. Og ja, jeg har faktisk i desperation trukket et par trusser ud over strømpebuksen i håbet om at holde dem på plads. (Det er bare IKKE en af de dage, hvor man ønske at falde og brække et lårben og komme på sygehuset). "Hva' så, leger man Superman?"
Klamhed er:
- At bunde en flaske drikkeskyr og modtage en kæmpe blød, men dog stadig fast klump lige ned i svælget. Giver mig associationer til surprise-blowjobs. Ikke at der som sådan er noget galt med det sidste. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg lavede den sammenligning?
Paranoia er:
- Når toget kommer kørende forbi udenfor med 2 km/t - endnu mere skrigende i hjulene end normalt og når lokoføreren dytter og man er overbevist om, at det er et hånligt "Jeg ved du bor derinde, brokhætte. Tjuuut tjuuut, flæskedyr!"
Kære røvhul:
Jeg har lige smagt på chili con carnen. Start dine knibeøvelser.
Kære unavngiven:
Jeg forstår egentlig ikke hvad det er jeg udstråler, siden det åbenbart er honkydonkyswell-legalt at være sådan overfor mig? Jeg mangler sjældent ord, men lige her må jeg vifte med det hvide flag og opgive at sætte ord på, hvor meget det skuffer og sårer mig.
Kære mænd på Tinder:
Hvad helvede sker der for jer? Hvorfor er I alle klædt i Bjarne Riis jakkesæt og monteret på en cykel?
Dilemma er:
Når man gerne vil swipe til højre, men ikke tør, fordi man har fælles venner med vedkommende på Facebook og man er bange for, at han er kommet til at trykke ja ved en fejl og derfor griner af en, hvis der bliver et match.
Jeg er en:
Tinder-Narrefisse. Hver gang en af mine match skriver til mig, bliver det for virkelig og så skrider jeg. (Dog logger jeg på et par timer senere og undskylder med at "app'en desværre har problemer med at fungere på min mobil".)
Satser stadig på at møde en mand jeg kender eller som nogen man kender, kender.
