Børnenes far er daffet til Tyrkiet med sin kone og har afleveret sin pap-datters hund hos mig. Og jeg har glædet mig! Har sgu da savnet den lille pelsklump, siden jeg passede den sidst. Den er god til mit humør.
Så jeg har glædet mig. Helt vildt og voldsomt. Da jeg i går lå i tandlægestolen med sitrende underlæbe og var overbevist om, at tandlægen ville finde ikke så få slemme tilstande og sygdomme og da jeg bare kunne høre, hvordan dankortterminalen grinede ondt af mig - og hvor jeg lå og spekulerede på, om jeg måske havde overset et par hår på overlæben med pincetten og måske kradsede tandlægens hånd og hvor jeg bare kunne mærke, at der sad en pæn stor bussemand oppe i trynen - lå jeg og tænkte: "Det er snart overstået. I morgen kommer mini-løven og den bliver en hel uge".
I dag har jeg gået og talt timerne til totten skulle ankomme.
Og så kom han! Jeg styrtede ud og tog imod ham med en pisse irriterende puttepattepigestemme (hvorfor sker det HVER gang jeg får noget pelsbesat med puls mellem hænderne?). "Haaaaaaiiii...nurrhh...buttebuttebutte....haaarrrrhhhjjjjj....nårrrrhhhh...jaaarrrrhh....kom du deeeeeeeeer?", hvinede jeg, mens Uglen stod og skulede.
Hun er kattemenneske og er sikker på, at hundens visit skræmmer alle nabokattene væk fra nabolaget for altid.
Og så satte jeg hunden ned på gulvet og smilede fjoget på den der "arjj altså, se nu lige hvordan den tøffer af sted hen over gulvet med al sin pels" og så nærmest i slowmotion, hvordan den stæsede direkte hen og lettede ben op af mine gardiner.
??
Hvad helvede er det nu for noget? Det var jo ikke med i planerne?!
Lige før smed den sig på trægulvet og så fik jeg ondt af den. Trods alt. Og rejste mig for at tage det store bløde fåreskind, så pushunden kunne ligge blødt.
Men der havde den også været. Med sit tissetøj.
