Nu går jeg ikke meget i kirke, men som regel finder jeg det egentlig afslappende, når jeg sidder der. Lige indtil i dag.
Jamen, jeg ved ikke hvad der gik galt? Jeg har da bare sjældent hørt så mange "Lad os alle bede". Og så var der salmerne. Som jeg aldrig synger med på, fordi jeg altid er i tvivl om melodien og har en tendens med at køre dem alle på "Op, af al den ting som Gud har gjort".
Valgte at mime trosbekendelsen. Gik godt i starten og slutningen. Knap så godt i midten. Har med garanti lignet en eftersynkroniseret Bruce Lee.
Og så kommer jeg altid til at sidde bag eller foran den person, som har den mest falske stemme, men som samtidig åbenbart render rundt med et ønske om at være kordegn, og derfor nærmest synger, som var det en audition til X-Factor.
Man må ikke gøre det mod mig. Kæmper altid med en latter, der kommer rullende nede fra tæerne.
Nå...men jeg fik da tiden til at gå. Først ved at dagdrømme mig væk, og forestille mig at jeg gik op ad kirkegulvet i brudekjole.
Fik både styr på kjolens design, brudebuketten og gommen. Og der var tårer! Det var et smukt bryllup.
Så gik jeg i gang med at slå samtlige salmer op for at tjekke længden og antallet af versene. Bare så jeg vidste hvad der ventede.
Og så kæmpede jeg med luft i maven. Altså virkelig meget. Føltes som at sidde på en omvendt cykelpumpe. Og det kæmpede jeg så med resten af dagen. I desperation søgte jeg ned i en sofa, som kunne tage presset og fungere som lyddæmper.
Gik egentlig fint. Og diskret. Indtil min far selvfølgelig skulle brøle op om risikoen for brune pletter på hynderne. For pokker da...Manden er delvist døv, men det der kunne han selvfølgelig høre.
Og nu er jeg så hjemme. Med fødder der har opgivet at leve mere, fordi jeg selvfølgelig valgte hæle fremfor komfort. Negle har gnavet sig ud gennem nylonstrømpen.
Ligger i sengen - pakket ind i dynen, og forstår ikke helt, hvem der åd min weekend. Men i det mindste kan jeg give efter for luften nu.
Og det er grimt. Det er virkelig grimt. Men også lidt sjovt. Er nærmest stolt over variationen af lyd. Nogle er af tysk oprindelse (dvs. grove og grimme) - andre er bedrøvede (klynkende og pibende i et langt sejt træk), vestjyske (langsomme og træge), kække (som en laserlyd) og aggressive (rungende og blafrende).
Jeg har det skidesjovt. Hvor sørgeligt det end lyder.
Jeg burde virkelig finde mig en pik i stedet og bruge det som et alternativ til søndagshygge.
