Rødhætte - Teenageårene - De spæde teenageår.
Lokation:
Køkkenet hjemme hos mor og far.
Scene:
Rødhætte kommer stolt ind ad døren med en pakke, som postbuddet netop har afleveret til hende. Hun er glad. Meget glad for den pakke, som hun har betalt ud af sin usle avisomdelerløn.
Kinderne blusser af forventningens glæde bag brilleglassene. Håret er samlet i en høj sidehestehale, der er samlet med en neongrøn elastik - de alt for højtaljerede jeans i stonewash sidder som en støbt katastrofe - øjenvipperne er beklædt med koboltblå mascara, som virkelig står fantastisk til det det røde hår og BALL trøjen sidder så uheldigt, at BALL-teksten sidder tværs over brysterne.
"Faaaaar", kalder hun. For hun ved bare, at dette er et far/datter øjeblik.
Pakken bliver flået op, og med forsigtige bevægelser, tager hun lp'en ud af indpakningen. Den lp, som bare skal høres resten af dagen nede på teenageværelset, som har svampemalede/duppede laksefarver i nuancer, som minder om indvolde der har mistet lidt for meget blod.
Jeps...
Jeg havde fandeme kastet 150,- efter en lp med panfløjtemusik. Ej, men hvad helvede proppede de i maden dengang?
Men det er ikke engang det værste. Det værste er at jeg helt oprigtigt talte med min far om, at jeg virkelig gerne ville lære at spille på det gudsjammerlige skrækkelige instrument.
Og her var det så, at min far stemte henrykt i samtalen, og bragte George Zamfir op. Som jeg også voldsomt godt kunne lide...
Andre teenagere mimede til sange med en hårbørste som mikrofon. Jeg mimede panfløjte på en redekam.
Jeg burde jo for fanden være blevet anbragt på et hjem for udviklingshæmmede!
