Der er en lummer stemning i mit soveværelse.
Lummer og eksplosiv. Og virkelig ildelugtende. Og jeg føler mig noget ambivalent. Vakler mellem at skamme mig og at bryde sammen af grin.
En ting står lysende klart: Hvis jeg nogensinde skal have en datingprofil igen, bliver jeg nødt til at være hudløs ærlig.
"Midaldrende Rødhætte søger kærligheden.
Den uspolerede kærlighed. Den ægte. Den kærlighed, som ikke kun er på grund af, men også på trods af. I medgang og modgang. I medvind og modvind.
I al slags vind".
Hev lige katten op til mig. Han stod ude på terrandaen, så jeg ville bare trutkysse ham godnat ned i pelsen.
Og så slog jeg en skid. Og mit tarmsystem bestemte sig åbenbart for at lege Kongens Efterfølger.
Det endte med, at katten stivnede og begyndte at kigge sig nysgerrigt omkring. Lige indtil jeg slap en ud, som virkelig ikke var fra denne verden.
Så skred han sgu. Katten. I en allerhelvedes fart. Som havde jeg hevet ham i knurhårene.
Så ved man bare man er gennemført ulækker.
Men det er sgu også lidt sjovt. Jeg er ikke for fin til at holde det tilbage. Herregud, det er naturligt.
Så længe jeg er hjemme.
Det må godt forsvinde til i morgen. Selv om jeg elsker mit arbejde og boss og chef, så behøver de ikke høre denne side af mig.
Selv om det nok er en smule for sent, så vil jeg jo gerne bevare illusionen overfor dem. At jeg er en lille smule dannet og yndefuld.
Jeg tror de tror på det endnu.
