Nå, så havde jeg lige en samtale med en person. Omkring kærlighed. Vedkommende mente, at "kærlighed er karma". Og det kan der vel være noget om? Eller...?
For karma betyder jo, at man får det man sender ud. Og ærligt talt, min eks. er vist (efter hvad jeg har snaget mig frem til) ret lykkelig gift. Og taget i betragtning af hvor meget lort han har sendt ud, så kan det betyde flere ting:
- Karma findes ikke.
- Karma er blind?
- Karma findes. Men med tilbagevirkende kraft. Hvilket vil sige, at møgdyret en dag får karma ad libitum, og at jeg bliver væltet bagover af den helt store uspolerede kærlighed.
Men jo, kærlighed må være karma.
Og det er også derfor at jeg har brygget min egen lille teori op om, at man ikke skal være søgende. Aktivt. Blandt andet på datingsider. Forstået på den måde, at hvis man skriver en profiltekst om at man søger den eneste ene, så sker det ikke.
For hvis man er så fokuseret på at finde kærligheden, at man faktisk smådyrker det, så er min teori, at man er tilbøjelig til at tage den første der er en lille smule sød. Og at man måske bliver forelsket ja, men mere i tanken om at være forelsket.
I stedet tror jeg, at man skal lukke ned for den målrettede søgning, og i stedet tage tingene som de kommer. Uden at tænke i emner, hver gang man støder på en person og falder i snak.
Jeg har set så mange profiltekster, hvor der står: "Jeg mangler bare dig. Søger en sød kæreste at dele mit liv med".
For mig er det alt for målrettet. Og med stor risiko for at lade sig nøje.
Jeg vil da meget hellere tage tingene som de kommer. Og ikke seriedate en masse, der er lidt småsøde.
Er sgu lidt som at fange ål med hænderne. Man bliver så glad når det endelig lykkes, at man ikke orker at slippe den fri, og forsøge at fange den næste.
Jeg gider det ikke. Jeg vil date en der forstyrrer min hjerterytme. Intet mindre.
Så for nu at blive i den der Dr. Phil metafor, så bliver jeg sgu ude i vandet og venter på, at der kommer en ål, som er oversvømmelsen værd i mine vaders.
