Uglen og veninden vil på McDonalds. Nu. Og vil høre, om jeg vil køre dem.
Nok elsker jeg dem, men var ligesom nødt til at fortælle, at i en normal verden slutter døgnet ved denne tid. Fordi vi er nogen, der skal arbejde i morgen.
Men i deres verden, er det nærmest kun eftermiddag nu.
De havde logget ind på Just Eat, men efter dagens største dilemma "Skal vi vælge nummer 31 eller nummer 52", som krævede en del fordybelse og koncentration, var blevet løst, havde biksen lukket.
Gætter på, at køleskabet er som støvsuget i morgen tidlig.
For om natten, når vi andre sover, sniger Uglen sig ud fra hulen og forvandler sig til en glubsk ravn, som nøje gennemroder samtlige skabe i køkkenet, og tager hvad hun mener tilkommer hende.
(As we speak, hører jeg Ugle 1 og 2 komme fnisende op af trappen. Madindsamlingen er startet).
Senest er det isene i fryseren. Som bliver ædt i de sene nattetimer. Men papæskerne ligger selvfølgelig tilbage. For så opdager vi det jo aldrig...
Havde også en pose Matador Mix liggende på lager. Som førstehjælp til pms-ramte dage.
Den forsvandt sjovt nok også.
(Nu klapper køkkenlågerne)
Teenagesøn er i den anden grøft. Og er stadig inde i sin sunde periode. Kom ind i stuen til mig og deltog i diskussionen om de forsvundne is. Og sagde iskoldt: "Man skal lære at kunne sige fra og stå imod".
Og så lå jeg der...m. Marabou i mundvigen (Må godt. Har pms, og var kun fire firkanter) og følte mig enormt ussel. Og magtede næsten ikke øjenkontakt m. ham.
Er fandeme som at dele adresse m. Lene Hansson.
Han vil ikke engang drikke minimælk. For det er usundt.
......!!
Men når det er sagt, så er det sgu fedt, at han er så fornuftig, og faktisk går op i at få ordentlig mad.
Og drengen har jo ret. Men altså...
Nå...mens jeg skrev ovenstående, hørte jeg yderdøren blive åbnet og lukket. Meget stille. Og få min. efter, var det lyden af bestik mod tallerken.
Så fandt de sgu et pizzeria der havde åbnet.
Har ved gud de dejligste børn. Åh, hvor jeg elsker kombinationen af de to personligheder.
Elsker også tanken om, at jeg snart får ferie. Om to uger. Bliver skønt. Og satser på lækkert vejr, så jeg kan indrette en udendørsseng på terrandaen, hvor jeg kan få læst en god bog. Skal ikke så meget. Andet end at nyde familie og venner. Og tid m. mig selv. Og besøg af en kær veninde, som jeg ser alt for lidt.
Og...sig det ikke til min chef og min boss...men tror sgu, at jeg kommer til at savne arbejdet også. (Og nok mere dem...).
Men det er vel okay? Ikke? Betyder jo bare, at jeg er glad for at have fået min arbejdsidentitet tilbage.
