Kom sikkert hjem i aftes efter gysermareridt. M. hænderne knuget om rattet m. knoer, der var mere hvide end farven på mine inderlår. Og havde sådan set ikke brug for at kigge i bagspejlet. Overhovedet. Hvilket som altid er utrolig latterligt, for m. alt det jeg har liggende på bagsædet, er der jo sådan set stadig ikke plads til, at en morder kan sidde deromme.
Men omvendt kunne det jo være en ond dværg. Det er set før.
Har fået sovet vidunderligt. Og tungt. Og har drømt om kollektiv danseundervisning på arbejdet, små kattekillinger og om bossens lejlighed, som i nattens anledning var en kende skummel.
Og hvem har brug for et vækkeur søndag morgen?
NÅR MAN HAR ARRIVAS LATTERLIGE DUBLOTOG TIL AT KØRE LANGSOMT FORBI UDENFOR PÅ SKRIGENDE SKINNER?
Begynder at tage det personligt. For jeg kan jo høre det komme kørende. Stille og roligt. Når det så når hen til vores gade, hamrer psykopat-lokoføreren bremserne i, så alt hyler og skriger. Og to meter længere fremme, bliver farten sat op og lortet suser lydløst videre.
Har faktisk lyst til at liste mig ud efter mørkets frembrud og ligge mig på alle fire på skinnerne og polere dem m. hhv. stearin og linolie.
____
Og så var det i går, at et blæsevejr ramte landet. Kortvarigt. Og jo jo, voldsomt var det da.
Men der er bare altid nogen, som lider lidt for meget af dramaliderlighed. Som f.eks. denne person, som deler dramaet på Ekstra Bladet:
"Et træ i baghaven er revet op med roden, vores stakit er ødelagt, tagplader er røget over til gennaboen og metakstængerne til vores trampolin er fløjet over til naboen, hvor de har ramt bilruder, fortæller Karina, som er noget ckokeret.
- Jeg var dybt målløs, vi har boet her i så mange år, hvor der aldrig er sket det mindste. Og så kommer det her og ødelægger det hele på 10 minutter."
Seriøst...det hele? Som i...alting? Skulle vi nu ikke lige få realiteterne på plads?
Her er det danske offer efter skypumpen:
Her er et offer efter en skypumpe ramte USA.
Skal vi ikke bare lade den stå der...?
