Ej men...hvad skete der nu lige der?
Lå som tidligere beskrevet og så "Just like heaven". Skide sød amerikansk film. Men jo ikke så dyb. Som f.eks. The Green Mile. (Hvor jeg nærmest græd et døgn efter jeg havde set den).
Men lige i dag skulle der åbenbart ikke meget til. Skal jeg da lige love for.
De sidste 50 min. af filmen, lå jeg konstant m. tårene trillende. Gjorde ret ondt. Sved en del til sidst faktisk.
Og da filmen stoppede, kulminerede det hele i et inferno af tårer, snot og temmelig flydende mascara.
???
Jamen, hvorfor? Man kan vel roligt sige, at det var en overreaktion af dimensioner.
Men altså...den ramte mig bare lige i hjertet.
De to var jo meant to be. Passede sammen som brede hofter og strømperbukser m. ekstra stor kile.
Den indforståethed, kemi og connection der var mellem dem...åh altså. Det var mere end mit hjerte kunne håndtere.
Så nu ligger jeg her. I mørket. M. lettere hævede øjenomgivelser. Og håber på, at Ole Narrefisse og jeg kan have et one-night-stand. Han behøver ikke blive og overnatte. Han skal bare gøre sit job.
(Mon han egentlig er bøsse? Jamen seriøst...tænk lige over det. Han prioriterer altid Gråstænkt først. Og han fimser rundt m. en paraply evig og altid. Det er lidt uldent. Det er det sgu).
