Den der lille lur jeg skulle have, gik ikke helt som forventet...
Vågnede...to timer senere totalt omtumlet og helt fantastisk svedig over det hele. Fordi jeg jo selvfølgelig var krøbet under dynen m. strømpebukser og kjole.
Just great...Så kender jeg da nok lige en, som måske ikke kommer i drømmeland i ordentlig tid i aften.
Sgu godt nok sådan generelt et sært forhold jeg har til narrefissen m. paraplyen. Véd bare, at det er personligt. Enten ignorerer han mig, eller også kommer han snigende på de særeste tidspunkter. Lille lede lort.
Men så er det jo godt, at man har Netflix. Og Drop Dead Diva. Som i dén grad skal pløjes igennem.
Og...så skriver jeg noget, som nok ikke er skide populært. Altså...JO! Det er ubeskriveligt synd for de efterladte til ham der døde i Le Mans. Det synes alle normale mennesker.
Men hvor kan jeg ikke rigtig forstå alle dem, som går totalt i selvsving på Facebook m. RIP'er overalt.
"Jamen, vi gør det af respekt". Jo jo, fint nok. Men før Le Mans kendte en del af jer fandeme ikke engang manden. Der troede I vel der var tale om en fodboldspiller, når I hørte navnet?
Og er det virkelig nødvendigt at at poste 2-3 RIP'er? Mener I det så endnu mere? Eller kunne I bare bedre lide baggrundsbilledet på de andre kondolencer?
