Herregud, det er vinter. Er det ikke hvad man skulle kunne forvente?
Og lad os nu se. Som regel passer det jo ikke. Og i hvert fald slet ikke her i Silkeborg. Vi får sgu aldrig ret meget sne. Møg uretfærdigt, er det.
Jeg vil vædde med at der maks falder 2 cm. Til gengæld holder saltvognene garanteret parate m. hele sæsonens lager af salt. Som de så fyrer af på én gang. Ganske som de plejer. For nu ER de ansatte jo kaldt på arbejde.
Og når vinteren så rammer i det nye år. Sådan for alvor. Så er der ikke noget at gøre godt med. (For salt er også dyrt. Det ved alle.)
Men jeg vil da gå i seng i aften m. barnligt sneelskende sind, og håbe på at jeg står op til store fede tunge fnug i morgen tidlig.
Skal på arbejde i morgen, og lave mad til et selskab. I de smukkeste omgivelser.
Seriøst, jeg skal i dén grad have taget nogle billeder. Det er så idyllisk. Og hvis snestormen kommer, så bliver det ren "Alle vi børn fra Bulderby" stemning.
(Og så flytter jeg ind derude)
Nå, vi skal have en status over hytten:
Gråstænkt kører bil på nederste etage. Han havde ellers nogle problemer, da han skulle købe nye biler. Så han gik på den online chatsupport, og kom stæsende op af trapperne:
"Kom lige og hjælp mig. Det skal altså være nu, for han skriver til mig!"
Ja for pokker...det gjorde han da i hvert fald. Da jeg så de to første beskeder fra den amerikanske support, var jeg sikker på at det var var en chatrobot.
Support: "Hello Mr. Greyspot. How are you doing today?"
Gråstænkt: "Fine. But I'm having trouble buying some cars".
Support: "I'm glad to hear you're doing fine, Greyspot".
Ehhh? Kom nu til sagen!
Men problemet blev da løst. Efter en times tid...
Og Gråstænkt var glad. Og kom fræsende op til mig for at fortælle, hvilken bil han havde købt.
Så lige pt. ser jeg ikke så meget til ham. Det eneste der indikerer at han er hjemme, er lyden af motorstøj og bremser der stiger op på min etage.
Og så affaldet omkring hans spillestation. Tomme øldåser, tomme chipsposer. Og fandeme en hel tom æske marcipanbrød fra Anton Berg.
Tak fordi du delte!
Jeg tuller rundt og forbereder mig til i morgen. Mens jeg babber på min plastikcigaret. Jeg ryger stadig ikke. Og har ikke kørt væk og gemt mig bag træer for at smugryge denne gang.
Må dog krybe til korset og indrømme, at i går da jeg kom hjem og parkerede Bjarne i garagen, fik jeg øje på et stort skod under terrandaen* (*mellemting mellem terrasse og veranda). Og få minutter senere, opdagede jeg mig selv på alle fire. Kravlede ind under brædderne. Direkte mod skod.
Hvor ynkelig kan man blive?
Jeg tog den op, børstede alt støv, jord og spindelvæv af den, og sad (i ubehagelig uergonomisk stilling) med den mellem fingrene. Snusede lidt til den. Følte lidt på den. Tobakken knasede mellem mine fingre.
Og så var det at jeg så mig selv udefra. Siddende krumrygget under en terranda. Midt i skidt og støv. Og så droppede jeg det...Og var sgu nær aldrig kommet ud igen. Alt fra livet og ned sov nærmest. Er jo ikke hver dag jeg kravler rundt sådan.
Så jeg møflede mig mod "udgangen" på knæene, indtil der var en træpæl jeg kunne få fat i, og slæbe mig selv ud i lyset igen.
