Vågnede før vækkeuret. (For vækkeure sover også, det ved alle). Havde voldsom mavepine, og var mere tavs end når jeg ligger hos tandlægen med spytsluger og tamponer i munden.
Udenfor piskede regnen ned, og tordenvejret rumlede lystigt. Og så sad jeg bare der med min kaffe og tænkte: Fedt, himmel og jord står i et. Er der nogen der prøver at fortælle mig noget?
Men jeg mødte op. Trods alt. Og blev skubbet i kokkejakke og forstykke, og kunne som det første konstatere da jeg kiggede på ung medarbejder, at min røv nok var 119 cm. bredere end hendes. Var slemt imponeret over hvor stort hendes forstykke var i forhold til mit.
Nå, men det var jo nogle rigtig søde mennesker som tog imod mig. M. veludviklet humor. Og overbærenhed overfor mig; Nervehætte.
Så nu er første dag overstået. Den værste. Og jeg er egentlig glad og lettet. Og har en knaldende hovedpine. Sikkert fordi jeg har spændt mere i kroppen end godt er.
Men der var ingen tyskerchef. Yippekayeah-Mutter ficken.
Så nu skal der hældes kaffe ned. Og slappes af. Man må godt være god ved sig selv på første arbejdsdag.
Det mente jeg også man måtte dagen før første arbejdsdag. Forsøgte i aftes at argumentere overfor Gråstænkt for at "jeg altså godt måtte spise slik, når jeg nu var så nervøs". Men Lene Hansson havde åbenbart besat hans krop, for vi var bestemt ikke enige om, at gelantine og e-numre var løsningen.
Lene Hansson: Jamen, lad nu være. Du fortryder det jo i morgen.
Mig: Nej jeg gør ik'!
Lene Hansson: Jo du gør. Det gør du hver gang.
Mig: Men ikke denne gang. Det er jo ligesom dagen før nyt job, ikk? Det er anderledes.
Lene Hansson: Spis nogle vindruer i stedet.
Mig: Det er sgu da bare slet ikke det samme!
Lene Hansson: Men det er sundere.
Mig: Naahaj! For der er nemlig vildt mange kalorier i vindruer.
Lene Hansson: Men det er gode kalorier.
Mig: Der findes sgu da ikke gode kalorier. Kalorier er kalorier. Så om jeg spiser slik eller grønt for 1200 kcal., så er det faktisk det samme.
Lene Hansson: Hmm, det lyder mærkeligt...
Mig: Jamen, det kan du sgu da sige dig selv. Jeg gør det altså! Henter noget slik i Fakta.
Lene Hansson: Ja, men så gør det. Jeg kan jo ikke bestemme over dig.
Mig: Næh! For jeg gider ikke have dumme blikke når jeg spiser det.
Lene Hansson: Jeg prøver jo bare på at støtte dig. Som du bad mig om.
Mig: Ja!! Det ved jeg godt! Men jeg er bare så nervøs!
Lene Hansson: Så lad mig berolige dig.
Mig: Jeg kan sgu da ikke æde dig!!!
Og så holdt vi op med at tale sammen i seks minutter. Og da vi genoptog snakken, var min sliktrang forsvundet.
Fandens til fornuftig kæreste jeg har.
