onsdag den 12. juli 2017

Nå ja, så er jeg et år tættere på at skulle gå med velcro i skoene

Det har ikke været min fødselsdag før:

- min lillebror har krammet mig med et bette dunk i ryggen, efterfulgt af et: "Tillykke, gamle tøs."

- jeg har modtaget et hav af sms'er fra min storebror og hans familie, som sjovt nok altid sidder på Kreta, når jeg fylder år. Altid krydret med billeder af drinks, pool og blå himmel.

- min mor indleder en tale med: "Ja...tænk sig. For xx-antal år siden var der hedebølge. Og jeg var skind og ben. Du var nærmest større end mig. Sygeplejerskene grinede, da de så dig i kuvøsen. Ja, for du fik jo hjertestop. Men vi fandt aldrig ud af hvorfor. Du blev bare lige pludselig blå fra tæerne og op til læberne. De mente, at jeg lignede en, der havde mere brug for en kuvøse, end du havde. For du fejlede jo ikke noget, viste det sig".
Jeg elsker den bette kone. 💗

- min søn skyder mig ældre end jeg er.

- min datter og søn giver mig større gaver end de overhovedet behøver. Men bedst af alt: Når de med ord fortæller mig, hvor højt de elsker mig og hvorfor.

- min fars Peugeot gnider sig mod kantstenen og ham og min mor kommer ind af døren belæsset med gaver og blomster fra haven og en velment høj sang fra min far, som skiftevis griner og synger.

- min veninde og jeg taler om, at nu er vi de ældre kvinder, som vi grinede af, da vi var 20 år og var aktive i nattelivet.  Vi er "de unge på fyrre", for fucks sake.



Og det er lige nøjagtig sådan det skal være. 💗 Jeg vil ikke have det anderledes. Hvorfor ændre på en Rembrandt og hvorfor lime en vase, der ikke er revnet?

Jeg er elsket af de rigtige mennesker. Og i år er jeg elsket af én mere. Min søde dejlige kæreste, som har holdt mig på pinebænken i fem dage med gaven fra ham, som skulle stå i køleskabet, indtil jeg åbnede den. (Og som kan lide mig for mig. For den jeg er. Inkl. mine skæve krøllede sider i bogen)
Og han kender mig allerede så godt. Det sødeste kort. Verdens bedste ost: Morbier.  Og Chanel No. 5. Nuuhhjj!
Jeg glæder mig helt kriblende vidunderligt meget til han kommer hjem til mig. Og jeg tror da nok lige, at en af gaverne skal påføres udvalgte steder på min krop. Mrm.



42 er en dejlig alder. Generelt bliver jeg egentlig bare mere og mere tilpas i mig selv, jo ældre jeg bliver. Og det kan man vist roligt sige - og helt uden det bliver pladdersukkersødt - at dét er den bedste gave jeg kan give mig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar