fredag den 14. juli 2017

Det er vist meget godt, at jeg skal ud og spise i aften

...de seneste par comfortdage, har ikke just gjort noget godt for mig generelt.

I forsøget på at undgå madspild, trakterede jeg mig selv med resterne af kold kartoffelsalat og frikadeller. På sofaen. I liggende stilling, mens jeg ville udnytte de streamingtjenester, som jeg med min arbejdsmail har fået tiltusket mig gratis adgang til. (Lige indtil jeg glemmer at afmelde skidtet. Så forsvinder de gratis glæder. Igen. Utroligt, at jeg aldrig lærer det. Ligesom de der postordreting, hvor man får den første forsendelse gratis. Det har været dyrt for mig. Og det var desuden verdens værste shavere, der dumpede i min postkasse til overpris).

Det endte ikke så kønt. Situationen med kartoffelsalaten. Selv om jeg i en alder af 42 år nok efterhånden burde vide, at liggende stilling ikke er optimal at indtage føde i, endte jeg alligevel med en lidt for varm frikadelle mellem brysterne og et par dl. kartoffelsalatdressing, der omsluttede frikadellen og efterlod mig i en tilstand, som mest af alt lignede, at jeg havde ladet nogen komme noget så eftertrykkeligt ud over mit frontparti.

Så det er vist meget godt, at jeg er inviteret ud at spise i aften. Tidspunktet er i den grad indtruffet, hvor det vil klæde mig at sætte mit hår, tage make-up på og iføre mig andet end en lidt for kort kjole, som på ingen måde vil være ok at være iført, hvis der kom uventede gæster. Det ligner muligvis lidt, en badedragt med ærmer og skørt.

Og så er det også på tide, at han kommer hjem til mig igen. Ikke kun fordi jeg i hans selskab gerne vil ligne mit bedste jeg og aldrig kunne finde på at lave et stunt i stil med kartoffelsalat, hvis han var i nærheden. Men mest fordi jeg savner ham. Og hvis du er allergisk over verbal-følelses-diarré, er tidspunktet til at klikke dig væk fra denne side, meget aktuel.

For jeg savner ham. Og mit hjerte vrider og strækker sig af forventningens glæde.

Jeg glæder mig til at kigge ind i hans øjne igen. Til at kravle ind i hans arme og putte mig ind i det allertryggeste sted, mens jeg snuser duften af ham ind gennem næseborene, som får mit hjerte til at falde til ro og slå i et tempo, som - hvis der var lyd på - ville afgive lyden af den instrumentale udgave af "You are så beautiful"  (to miiiiiiii) med Joe Cocker.
Glæder mig til at nusse og gennemrode hans dejlige bløde hår. Glæder mig til at vågne i løbet af natten og kan mærke, at han er lige dér. Bag mig.
Glæder mig til at kysse ham hudløs. Til at grine med ham. Til at tale med ham.

Og jeg glæder mig til at blive kigget på, som kun han kan gøre det.

Pt. er det tætteste jeg kommer på det, når naboens kat sidder med forventningens glæde malet ud over knurhårene, mens jeg hælder laktosefri fløde op i hans lille lyserøde skål. Og det er sødt, ja. Virkelig sødt. Og det krammer mit hjerte, når det bette behårede pus spinder tilfreds, mens han lapper fuldfed fløde i sig.

Men det er ikke halvt så sødt, som når jeg sidder og ser film med min skat og drejer ansigtet for at kigge på ham - blot for at opdage, at han allerede sidder og kigger på mig.







Undskyld. Jeg véd godt, at jeg er pladderkvalm at høre på. Men jeg kan lide det. Og jeg vil have lov til det. At give slip og nyde med hele hjertet. For jeg har ved gud ikke prøvet det før på denne måde. Og jeg havde faktisk ikke troet, at jeg nogensinde ville kunne komme til at føle noget så intenst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar