For sådan en omgang hø, som "modgang gør stærk" - "man skal være nede for at kunne glæde sig over at være oppe" og "wåt dåssent kill ju makes ju stråångår" er jo for helvede bare masseproducerede og misbrugte ord, som ikke fungerer som en overgearet lykkepille, der får alt til at stråle.
Det ER okay at reagere som et menneske. Hvordan fanden skulle man ellers fungere, hvis man kun måtte åbne munden, når der flyver sommerfugle rundt i en sær ekstase? Så bliver folk sgu da først indebrændte, hvis følelserne skal fejes under gulvtæppet. Det er jo lidt som at skubbe lorten ind under gulvtæppet. Det kan godt være den ikke længere er synlig for det blotte øje, men stanken bliver kun værre af det.
Og nu render jeg så heller ikke folk på dørene med en pakke Kleenex og belemrer dem. Jeg skriver om det herinde. Og her vælger folk helt selv, om de vil læse det. Og ellers nøjes jeg med at snøfte lidt til de personer, som kender mig bedst og som synes jeg er helt okay - også når jeg ikke får dem til at grine.
Så ja...that's it. Jeg synes faktisk det er lidt op ad bakke pt. Og sådan er det. Faktisk har jeg også lidt medlidenhed med mig selv i perioder. Uha hva'? To forbudte ting i dette samfund, hvor Facebook har fordrejet virkeligheden og gjort det til et sted, hvor vi skal prale af alt det vi orker.
- "Se...jeg har løbet en tur. Jeg har linket til det på Facebook via Endomondo"
- "Se min mad. Det er alt sammen øko og bæredygtigt. Alt er lavet fra bunden".
- "Se mine småkager. Jeg bagte 500 og de er 100% identiske. Er de ikke smukke på mit Musselmalede fad og med de tændte stearinlys og de to Kählervaser med bøgegrene i baggrunden i mit hvide højglans samtalekøkken?"
Så falder jeg da helt igennem, når jeg på det store internet siger: "Prøvligeoghørher; jeg sidder faktisk og har ondt af mig selv for tiden. Det kan godt være, at bøgen springer ud, at foråret er overalt og at livet er dejligt. Og ja, gu' er livet dejligt. Jeg elsker det skidt! Helt åndssvagt meget. Men jeg synes altså også det er hårdt, når det gør ondt i hjertet af bekymringer. Sådan...helt vildt hårdt.
Pt. sidder jeg i min sofa og tager mig sammen til at gå i bad. Fordi...for fem minutter siden spiste jeg en makrelmad i liggende stilling i sofaen og tabte den ned i mit hår.
I går tudede jeg inden jeg faldt i søvn. På min højre kind har jeg et modermærke, hvor der sørme gror et hår ud af. Kattekællingetilværelsen er jo nærmest komplet - nu har jeg også knurhår.
Jeg føler mig i øvrigt også lidt småstresset. Og med det følger svimmelhed og en sær hypokondri og en lidt for stor trang til at søge efter mulige sygdomme på Netdoktor. Min højre armhule gør ondt, fordi jeg barberede mig og kom til at smøre deo på som i dén grad lukker af for svedporerne. Det var ikke så smart. Det ætser nærmest. Jeg burde gå en tur, men det er meget mere mig lige nu at ligge på sofaen. Jeg har vasketøjsbunker i dværghøjde, men jeg orker faktisk ikke at tage stilling til det lige nu".
Men det er sådan det er. Lige nu. Men det betyder ikke, at jeg står og stirrer drømmende på den tykkeste gren på træet med en løkke om halsen og en skammel under armen. Jeg er hverken psykotisk, deprimeret eller selvmordstruet. Jeg er sgu egentlig bare et menneske.
Og hey; ved I hvad? Det kan godt være, at alle mennesker bander over vejret. Og nej, der er ikke meget forår over det. Men jeg har lune hjemmesko på og nu skrider jeg ud og bager en krydderkage til mine teenagere. En helt ordinær og ærlig kage uden fondant og krummelurer, men som vinder på smagen. Og så finder jeg sgu hyggen i at nyde duften af noget hjemmebagt på den der gammelskolefacon.
Og mens den er i ovnen, vil jeg drikke kaffe og forære mig selv en kjole. For jeg har fået lønforhøjelse med tilbagevirkende kraft. Og det kan man godt mærke.
Og så vil jeg nyde synet af denne buket og dette kort, som stod på mit skrivebord, da jeg mødte i morges. Den skønneste buket, som emmer af vilde markblomster. Ærlig og håndgribelig skønhed.
