lørdag den 25. juli 2015

Ja ja, det er jo ferie

...ergo manglende skriveprioritering. 

Hygger. Voldsomt. Men har også oplevet noget besynderligt. 
For trods en hvilepuls på et hidtil uset niveau, ramte jeg helt uforudset ind i en gammel kending: 

Stress-svinet. 

Hvordan er det muligt? Jeg kan ikke slappe mere af, end jeg gør nu. Hvis jeg øger intensiteten af hvile, ville det kræve en dagsble. 
Det giver jo ingen mening overhovedet. 

Pludselig står jeg igen igen og er ekstrem lydfølsom midt på gaden og i supermarkedet. Endnu engang skrider hukommelsen i retsordre og efterlader mig i panik ved kassen, fordi mit dankort er væk. 
Var sekunder fra at flå telefonrøret i Informationen og brøle et "jeg er blevet bestjålet - man har haft fingrene nede i min taske og åbnet min pung, nakket mit kort, lagt pungen tilbage og lynet tasken igen" ud over samtlige højtalere i hele butikken. 

Gik helt i panik. Svedte overalt og kunne godt mærke på krusningerne omkring min mund, at tårerne ikke var langt væk og at de var i fang med at tage et tilløb så stort, som jeg aldrig præsterede at kunne  i folkeskolen. 


Folk bag mig i køen gloede på mig som om jeg stod og havde gang i et tourette-anfald og stod og brølede "Hitler! Pik! Udflåd!" ud over hele kassebåndet. 

Og så sad kortet i maskinen og afventede en kode. 

Forsøgte at redde hele pinligheden i land ved at joke lidt kækt, men da jeg kastede et blik mod køen, kunne jeg konstatere, at de vist bare havde stemplet mig som en stakkels tosse. 


Det er møgtræls. For nu at underdrive.  Tuder over ingenting. Tegnefilm, artikler, Master Chef og dokumentarprogrammer om Whitney Houston. 
Da jeg endte med at få ondt af mig selv, fordi jeg ved et blik i spejlet kunne konstatere, at jeg havde fået tegnet brynene skævt op og derfor lignede en der havde fået en mild ansigtslammelse, besluttede jeg mig for at tage mig sammen. Så meget i kontakt med mine følelser, behøver jeg heller ikke være. 


Har hygget med teenagerne i dag. Og med mine to dejlige nevøer, som er på overnatning. Og med regnvejret, som har passet mig glimrende. 
Jeg har virkelig manglet en mulighed for at bygge hule og tænde stearinlys over alt. 

Og nu vil jeg putte mig ind til yngstenevøen, som ligger her ved siden af mig og putter med sin løvebamse, 

Det handler om at lægge sig til at sove, mens regnen stadig pisker beroligende mod ruden. 

Kæft, jeg elsker det vejr. Det er lige mig. <3