fredag den 6. maj 2016

Jeg har brug for en skytsengel

Heldet er ikke ligefrem med mig denne uge. Og hvis der fandtes en pris for klodsethed, ville jeg få den største statuette. 

Det hele startede tirsdag aften, da jeg skulle i seng. Af grunde, som jeg ikke kender, gled jeg i en nylonstrømpe og da jeg ligesom godt kunne mærke, at krop ikke kun blive stående på to ben, forsøgte jeg at redde styrtet ved at gribe fat ved vindueskarmen, 

Gik knap så godt. Fik i hvert fald lavet en besynderlig bevægelse med nakken og knaldede panden ned i radiatorkanten. 
Utroligt nok slap jeg med en bule. Jeg må vel bare konkludere, at jeg er ret tykhovedet, siden der ikke kom blod. Til gengæld kom der smerter. Har ædt så mange hovedpinepille, at selv fastliggerne på Københavns Hovedbanegård ville sige: "Overdriver hun ikke? Det kan da ikke være sundt at sluge så mange piller". 
Jeg frygtede lidt, at jeg ville få et ondt blåt mærke. Der er jo ingen der æder den, hvis man siger: "Jamen, jeg gled i et stykke nylon i str. xxxl. Og så ramte hovedet radiatoren".Alle ville jo tro, at man har indkasseret en knytnæve og forsøger at dække over en psyko. 

Men den er nu god nok. Det er sådan noget der sker, når ens krop kræver ret så store arealer af nylonstof. Og når man bare generelt ikke er så skide heldig skruet sammen. 

Så de sidste dage har stået på en del hvile. Og gloen ud i luften, fordi jeg stak mig selv en mulig diagnose på hjernerystelse. Jeg gad ikke gå til læge. Hun ville jo bare sige det jeg selv kunne google mig frem til: "Hvil dig. Ikke se for meget tv og ikke for meget computer".


Og i her til aften lettede hovedpinen så endelig lidt. Og så smækkede Uglen og jeg os ned i sofaerne og så "Klokkeren fra Notre Dame". Jeg har lovet hende i flere måneder at se en Disneyfilm. Modvilligt. Og så har jeg udskudt det pænt mange gange, fordi tegnefilm ikke siger mig det store. Men mest fordi der altid er nogen der dør i Disney. Og det magter jeg ikke særlig godt. 
Mads & Mikkel gør stadig ondt i hjertet her 30 år senere. Det samme med Bambi. Og don't even get me started med Løvernes Konge. Jeg hulkede mere til den, end da jeg så Titanic. 
Men Uglen forsikrede mig om, at ingen (gode) dør i Klokkeren fra Notre Dame. Så den så vi. Og den er jo fabelagtig fantastisk. 

Og så var der ligesom hygge i hjemmet igen. Lige indtil filmen var færdig og jeg besluttede mig for at gøre noget ved tåneglene.
Jeg skal til 50 års fødselsdagshavefest i morgen og jeg véd jo ligesom, at jeg plejer at smide skoene, når promillerne overtager. Og de her tæer er virkelig ikke for børn. 
Så jeg placede mig ude på terrandaen (for de der neglestumper skyder en pæn hastighed, når de bliver hugget over). Jeg kunne ikke finde negleklipperen, så det blev en Fiskars køkkensaks. Og det var en dårlig beslutning. 
For neglene på mine storetæer er tykke som tegl. Der skal lægges krafter i. Så det gjorde jeg. Og i starten gik det fint. Stumperne føg om mig, som var jeg midt i Vietnail. Men så gik det galt. Saksen fortsatte med et højresving og klippede noget af toppen af min højre storetå. Så nu bløder det. Og jeg kan ligesom godt bare opgive alt om at tage de ellers planlagte åbne sandaler på i morgen. 


Kan man få bevilliget en støtteperson fra kommunen? 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar