tirsdag den 9. december 2014

Giv mig en medalje

...thi jeg har været i radioen, trods verdens ledeste migræne.

Jeg var edderrøvme nervøs, men heldigvis var søde studievært-Lars helt fantastisk at sidde sammen med. Det lykkedes ham at få mig til at slappe af og glemme at være nervøs og i stedet bare hygge mig. Det er noget af en bedrift. Gad godt igen. Og skal også igen. (Det er i øvrigt også en bedrift, at jeg har fået sneget mig med på så mange billeder fra julefrokosten i fredags. Ja, jeg fik lige set dem alle. Og der blev set lidt for meget af mig selv).

Fik efterfølgende den sødeste besked. På linie med Jasmin fra Disney's Aladdin så er din stemme sgu da sådan en man kan forelske sig lidt i, bare på baggrund af hvordan den lyder... Du skulle være mere i radioen!

Nårhh...

Jeg hørte det ikke selv. Nægtede at tage hørebøfferne på. På den måde kunne jeg bevare illusionen om, at min stemmer lyder, som jeg selv hører den.


Men fuck mit hoved dunker. Kan nærmest måles på jordskælvsskalaen. Og karbonaderne ville også kunne måles på den, hvis man tabte dem på gulvet. Havde 15 ting jeg gerne ville nå på én gang og i forvirringen fik jeg først tændt for den forkerte kogeplade, hvilket antændte en rulle bagepapir en lille smule. Og så forlod jeg køkkenet for at lede efter papirer og ordne vasketøj. Og kom tilbage til tre klumper kul på panden, fordi jeg havde fået fyret op på maks blus under panden.  Og det magter man bare ikke, når hovedet føles som om noget er ved at bryde ud gennem øregangene og øjnene og man i forvejen har lavet dagens brøler ved at komme lidt for tæt på en husmur med firmabilen. (Har altså tjekket. Der er intet sket). Men alligevel...glemte at sige det...:/ )

Trænger til ferie. Vildt meget. Eller bare alternativt sende tankerne på ferie. Evt. til Kina, hvor de ville blive så irriterede over ikke at blive hørt og forstået, at de klappede i og kom hjem med formateret hukommelse og en pissegrim kopi-vase.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar