søndag den 10. januar 2016

Singletankespind

Det er sgu noget sært noget; det at være langtidsledig på singlemarkedet.

80% af tiden har jeg det faktisk glimrende med min civilstand. Jeg har - uden at lyde slutty - haft min del af mænd. Både hvad angår flirts, forhold og kortere legeperioder. Så jeg er næppe nogen spinster og jeg tager næppe skade af at have denne periode, hvor der ikke er nogle mænd i mit liv. Det er trods alt første gang jeg har prøvet at have en så lang periode uden et x og y kromoson, der har taget plads i én krop.

Men så er der de sidste 20% af tiden. Og lad mig sige det sådan: Det er fandeme den rene elendighed, når det rammer.
Det er i de perioder, hvor jeg føler mig som en freak - en ensom freak - som garanteret ender med at blive så desperat, at jeg til sidst tager hvad der er og ender i et forhold med en langturschauffør med et "Buller" navneskilt i forruden og et lidt for kært forhold til "Smokie" og Living next door to Alice (who the fuck is Alice).

Det er i de perioder, hvor jeg virkelig har lyst til at gennemruske og overtrampe selvudnævnte kærlighedseksperter, som - bare fordi de lige selv har held i sprøjten - ser det som deres (forbandede) pligt at overspule en med de allerværste klichéer - udtalt med vigtig mine.

- Det kommer når du mindst venter det.
- Du skal derud! Ud på markedet. Han kommer ikke, hvis du bare sidder derhjemme.
- Tro på det! Tro på dig!
- Man skal kysse mange frøer, før prinsen dukker op.


Siger du det?


Store kvajpande. Luk nu røven. Du er hverken Joan Ørting eller Martin Østergaard. Du er ikke kærlighedsguru. Og jeg kan faktisk på ingen måde tage de der fraser alvorligt, som du kaster op i en lind klumpet strøm med en aura af stolthed over dig, fordi du på en eller anden måde har fået bildt dig selv ind, at du selv har fundet på de "vise" ord.
Indse det; det er held, når man møder den person, som fylder alle hullerne i Kalaha-spillet. Held held held. Det har sgu intet med dygtighed eller selvrealisering at gøre. Nogensinde. Kærlighed og kemi kan man ikke læse sig til. Det er noget, der sker flygtigt for de heldige.



Det er i de perioder, at man køber sig fattig i make-up, parfumer (det ender galt for mig) og hårplejeprodukter. Alt sammen noget, som man bilder sig ind kan booste ens chancer på Amors avlsmark.
Klart klart. For enhver ved jo, at den helt store kærlighed vil fravælge en - trods et ellers fablagtigt match kemimæssigt - hvis man har spaltede hårspidser eller semi-sammenklistrede øjenvipper.
Men det gør jeg altså. Forærer mig selv alverdens dulle-nuller-goodies. Om ikke andet, så kan jeg da blive lidt småforelsket i mig selv. Og det skal man jo ikke kimse af.


Det er i de perioder, at man igen forsøger sig på Tinder og hvor man tager flexilinen på sig selv og simulerer større tålmodighed og overbærenhed med typer, som man normalt ikke rigtig gider. Fordi man måske kommer til at tro lidt på, hvad de selvudnævnte parforholdspaver har sagt til en:

"Du er for kræsen - Giv nu manden en chance - Du er jo heller ikke selv fejlfri"


Nej, gu' er jeg da ikke det. Fortæl mig noget jeg ikke allerede i forvejen dunker mig selv i hovedet med hver eneste forpulede dag. Jeg er langt fra perfekt. Og derfor sorterer jeg blandt andet også de mænd fra, som forsøger at sælge sig selv som "perfekte". Men jeg er sgu et spændende, givende, klogt, sjovt og sødt menneske. Alt sammen pakket ind i en sær form for corny-forstyrrende-gavepapir. Og jeg vil sgu da ikke nøjes.

Men så forsøger man alligevel at gå på kompromis med sig selv og indleder en samtale med en Tindermand. Og jeg giver manden virkelig lang line og tålmodighed - i omkring et døgn. Og så giver jeg sgu op. Det er begrænset hvor længe man gider føre en samtale om hans projekt med at male lofter. Gu' er det så. Og jeg har forsøg at skifte emne, men vi lander alligevel tilbage i malerbøtten efter et par linier. Fuldstændig intetsigende og i en æggeskalsfarvet kedelig masse.
Og så giver jeg op. For hvis han var min type, så ville han da trods alt få flettet lidt farve og humor ind i malerrullen.


Ja, jeg har mine præferencer. Nej, gu' vil jeg da ikke gå på kompromis med dem. For ved du hvad? Så mange har jeg heller ikke af dem. Men dem jeg har, er sgu vigtige. Og ganske rimelige.
Jeg vil egentlig bare gerne møde en mand, som er kvalmende charmerende på den uperfekte måde. Jeg søger ikke en poleret Ken-dukke i det rigtige mærketøj med den rigtige bil og med den perfekte krop. Næh! Jeg vil sgu bare gerne møde ham, der har charmerende kant, ham der kan få mig til at grine, ham der gider bruge aftener med mig med rødvin, kaffe, musik og gode sjove seriøse samtaler. Ham, der kan udfordre mig mentalt uden at være arrogant eller intelligent på den der virkelige kedelige måde. Ham, der gider tulle rundt med mig i køkkenet i hjemmesko eller bare fødder og drikke rødvin, mens vi laver mad sammen. Ham, der god gider bruge en søndag med politisk-ukorrekte hvide rundstykker, kaffe, juice og aviser i papirudgaven. Ham, der gider ligge i ske med mig, mens vi ser dokumentar om flystyrt eller andre stygge ting.


Ham, der bare kommer med sin pensel og giver mit maleri endnu mere dybde og mening - helt uden æggeskalsfarvet loftmaling på en klistret malerrulle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar