søndag den 17. januar 2016

Noget om overvægt og manglende selverkendelse

Jeg er bedøvende ligeglad med hvad andre vejer. Fuldstændig og aldeles. Det rager mig langsomt.



Lige med en enkelt undtagelse. Og så får jeg til gengæld lyst til at blive ond. Det er ikke sket endnu, for ærligt talt ligger det mig så fjernt at angribe folk på deres udseende.
Men når man kender denne her gimpe, som tydeligvis er en af dem, som konstant render rundt med brilleglas lavet af samme materiale, som spejlene i hurlumhejhusene, der gør en slank - og som derfor ser sig selv 80 kg. lettere - så er det edderrøvme den ultimative test af ens tålmodighed, når krampen kommer med perifide kommentarer til mig - dækket ind under at være sjov, selvfølgelig.


Hvor vover du?!

Hun vejer sgu da mindst 40 kg. mere end mig. I kid you not. Og hvis hun bare havde en sød personlighed, så kunne hun for min skyld veje 400 kg. Jeg ville være så uendelig ligeglad og til gengæld forsvare hende i hoved og røv, hvis nogen var lede ved hende.
Men nu...? Årh gud! Jeg har den vildeste lyst til at møfle hende op i et hjørne og tvinge hende i en af mine kjoler. Så kunne vi se, hvem der havde håneretten. Hvad fanden sker der for det? Det ville svare til jeg gik hen til Mascha Vang, gav hende elevatorblikket og kommenterede med et: "Har du ikke taget på? Jeg synes dine hofter ser ret brede ud".


Nu er spørgsmålet så bare: Skal jeg holde mig for god til at synke ned på hendes niveau? Også selv om jeg er fuldt ud berettiget til det? Jeg ved faktisk ikke hvad det er for en spade, der har opfundet den lov? " Two wrongs don't make a right". Det er sgu da faktisk noget sært noget? Man er sgu da til hver en tid i sin gode ret til at forsvare sig, hvis nogen tillader sig at komme med en nedsættende bemærkning om en. Som man råber i skoven, får man svar!

Eller skal jeg eksplodere i en sky af opsparet vrede? Hmm...


Den er tricky. Den er meget tricky. Men jeg tror sgu egentlig bare jeg holder min kæft. Enhver med øjne i hovedet kan jo se virkeligheden. Og så kunne man jo i stedet indøve en passende kølig verbal lussing, der emmer af overskud og "hvor er du dog et træls menneske".


Møggås! Må dine strækmærker klø og dine syninger i bukserne skride fra hinanden - midt i Føtex - midt i myldretiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar