søndag den 17. januar 2016

#Aldrigminskyld

I kølvandet på episoden i Køln, har debatten jo kørt heftigt overalt. Og det er jo vand på racisternes mølle. "Se hvad vi sagde! De er onde. ONDE, siger jeg! Det er derfor de ikke skal være her i landet!". Og på den måde kan vi så holde krigen glødende. For som altid, forstår visse mennesker ikke at skelne. De evner simpelthen ikke at forstå, at mennesker er forskellige. Nope. Er der én træls asylansøger, er alle asylansøgere trælse. Basta.
Og det er jo en gang virkelig irriterende idiotisk fordummende holdning, som kun avler større kløft.

Nu er der så kommet fokus på kulturforskellene og at asylansøgerne skal undervises i vores måde at leve på. Vores livsværdier, vores ligestilling. Og det er glimrende. Jo mere vi kan gøre for de kan falde på plads i vores samfund, jo bedre. Var jeg selv flygtning, ville jeg sætte på det. For det ER sgu da noget af en omvæltning. Livet bliver jo lige kørt gennem en foodprocessor på højeste hastighed, så det tror da fanden, at forvirringen kan være total, når et nyt liv skal etableres i et nyt land med en helt anden kultur.

Men jeg blev faktisk både sur, men endnu mere trist, da jeg i sidste uge diskuterede med en ven om situationen. Han er rummelig. Meget rummelig. Mere rummelig, end jeg nogensinde kunne blive. Og jeg misunder ham det. Og samtidig nyder jeg godt af at kende ham, for det udvider jo mine horisonter. Men det giver også nogle grrrr-situationer. Som f.eks. i sidste uge. Han forklarede de seksuelle overgreb i Køln med kulturforskelle. Og han har da sikkert ret. Men alligevel sidder der en djævel på min skulder og pumper arrigskab og følelsen af "for-helvede-da-også" i mig. For jeg er muligvis snæversynet på dette punkt? Men i min verden giver det ingen mening what-so-ever, at der findes mennesker, som helt oprigtigt ikke ved, at det fandeme ikke er i orden at forgribe sig på andre mennesker. Jeg kan ikke se det. Og det er ikke fordi jeg ikke vil. Jeg VIL sgu gerne være så rummelig som overhovedet muligt. Jeg kan bare ikke i dette tilfælde.

Men måske er det i virkeligheden fordi jeg har en meget personlig oplevelse, som blokerer noget i mig? For jeg har været der. Jeg har oplevet at blive forulempet en nat på vej hjem fra byen. Og jeg har aldrig tillagt episoden, at det jo skete pga. kultuirforskelle. Jeg har sgu aldrig skudt skylden på hans etnicitet. Han kunne være nordmand, han kunne være dansker, grønlænder, polak, amerikaner, asiat, afrikansk eller albansk. Han kunne være grøn. Det har aldrig haft nogen som helst betydning for mig. I mit hoved var og er han bare en forpulet nar. Et idiotisk dumt svin. Som menneske.
Og nu stod jeg pludselig i den situation i sidste uge, hvor jeg faktisk følte, at ham jeg diskuterede med, ville have mig til at se på stodderen med mildere øjne og forklare hans handlinger med kulturforskel. At han ikke vidste bedre.

Og det gjorde mig først harmdirrende rasende. Og bagefter møghamrende trist. Som i: På grådens rand. Og her skete det utrolige og yderst sjældne så: Jeg afsluttede diskussionen, fordi jeg ikke ville eller kunne fortsætte samtalen.  Det er jeg stadig stolt over. Det er ikke ret tit fornuften vinder, når følelserne har overtaget i mig. Men jeg er stadig trist over det.


Det var ikke rart. Lad os bare sige det på den måde. Det var ubeskriveligt klamt og det føltes beskidt, den nat. Jeg var jo bare i byen med en veninde. Og så gik jeg hjem midt på natten. En kort tur. Men alligevel lang nok til den forandrede alt og gjorde tiden derefter til et helvede.
Han indhentede mig og greb fat i mig. Ville kramme. Ville kysse. Jeg var fuld, så egentlig var jeg mere irriteret end bange. Så jeg fortsatte med at gå hjemad. Og han fattede ikke en skid. Han fulgte efter mig og ævlede løs om, hvor tit han havde set mig på gaden. Hvilke dage - hvilken kjole jeg havde haft på - hvilke indkøbsposer jeg bar på - hvor jeg boede henne. Virkelig klamt. Æv, en følelse.
Trods gentagne afvisninger, ville han ikke gå. Trods direkte og meget vrede beskeder fra mig og guderne skal vide hvor mange "nej", blev han ved.  Tog mit hoved mellem sine hænder og holdt det fast. Tvang sin klamme tunge ind i min mund. Ragede på mig.

På intet tidspunkt har jeg givet ham grund til at tro, at han kunne have en chance. Tværtimod. En person i koma ville have forstået mine afslag. Bare ikke ham.
Men til sidst gik han. Og jeg skyndte mig op til fordøren og ledte efter min nøgle. Lige da jeg stak den i låsen, mærkede jeg ham bag mig. Han var ikke gået. Nu stod han helt tæt op af mig og åndede mig i nakken og pressede sin krop mod min. Det var så klamt. Så ubehageligt.
Jeg fik drejet nøglen, åbnet døren og snurrede hurtigt ind og skubbede døren i, mens jeg råbte han skulle gå. Heller ikke dét forstod han. I stedet knaldede han en fod i døren. Her kan jeg så takke min vægt for, at jeg kunne få mast døren i.


Dagen efter var vreden så forduftet. Og afløst af utryghed. Og den utryghed blev kun større, da jeg havde kontakt med politiet. For de tog mig 100% alvorligt - og det betød så også, at manden ville kaldt ind til afhøring - og at han vidste hvor jeg boede.

Det var så modbydeligt. Følelsen af at føle sig utryg i sit eget hjem. At være bange. At undlade at gå ud med skraldeposen, når det var mørkt. At føle sig pisse paranoid og altid have gardinerne trukket for om aftenen.

Vi endte i retten. Politiet var ubeskrivelig søde ved mig. Virkelig! Det samme var dommeren. Jeg havde det så elendigt med at skulle ind og vidne, mens idioten sad i samme rum. Min mund blev så tør, at jeg næsten ikke kunne tale. Hele tiden kunne jeg mærke hans klamme øjne på mig. Men dommeren var så sød og gjorde mig rolig med sit skønne væsen.
Og jeg vandt. Selvfølgelig gjorde jeg det. Og stodderen fik en betinget dom. Og så skulle man tro jeg kunne ånde lettet op, Ikke?



Nej.


For idioten arbejdede (og arbejder) som buschauffør her i byen. Og han blev ikke fyret. Forstå det hvem der kan.
Så jeg kunne så i en lang periode leve med, at han sænkede farten, når han kom kørende og så mig. Op på siden af mig - helt ned i fart - hvorefter han sad og nidstirrede mig. Både når jeg gik alene, men også når jeg gik med venner eller kæreste. Han spredte rygter om mig i byen. Klamme lede rygter. Jeg kunne fandeme lige så godt have proppet en rød lampe op i vinduet. Det var jo hvad han gik og sagde om mig. "Billig - løgner - jeg havde kun anmeldt ham for at redde mit eget rygte".


Det er ved at være nogle år siden nu. Han kører stadig bus her i byen. Han stirrer stadig på mig, når vi kommer forbi hinanden. Han er klam overfor de kvndelige passagerer. Og jeg tager aldrig bussen.


Så nej, jeg kan og vil ikke forklare hans opførsel med: "Han vidste ikke bedre. Det er kulturforskelle". Heller ikke selv om politiet havde måttet forklare ham, at man her i landet ikke ejede en kvinde, fordi man havde givet hende en drink.
En koma-patient tilsluttet en respirator ville have opfattet og forstået mine gentagne nej'er og afslag. Han fik alle chancer for at bakke. Alle! Han ignorede dem alle.


Så nej. Bare nej. Jeg kan og vil ikke forklare hans syge opførsel. Aldrig. Det er jeg i min gode ret til.
Og jeg tillægger ikke hans etnicitet noget som helst. Det er hans syge sind - ikke hans nationalitet - der er skyld i dette.

#Aldrigminskyld #Hansskyld

Ingen kommentarer:

Send en kommentar