fredag den 20. november 2015

Fuck you, Regering. Fuck you very very much

Dette er ingen fordom. Det er dokumenteret i artikler, som jeg selvfølgelig ikke kan (læs: gider) finde lige nu.
DF's vælgere er ofte arbejdsløse/på kontanthjælp. (Og lad mig komme fluekneppere i forkøbet, som bare VIL læse alt ind i ingenting: Nej, der er intet galt med at være arbejdsløs eller på kontanthjælp).

Gad vide hvordan de vælgere har det nu? Hva'? Sådan nu, hvor den bunduintelligente regering har fået gennemtrumfet deres moderne kontanthjælpsloft, mens Joachim B. Olsen med garanti har været nødt til at nuldre sine klamme kugler undervejs, fordi tilfredsstillelsen hos ham er noget nær klimaks.

Det er pisse synd for dem, der rammes økonomisk af det nye tiltag. Gu' er det så. Men for helvede, hvor har jeg dog et inderligt håb om, at dette kan få dem til at vågne op og fatte, at de sgu nok skal placere deres stemme anderledes til næste valg.

Man kan lige se, hvordan Randi fra Horsens har siddet og hoppet af fryd i sin virkelig grimme grålige/lilla stofsofa, da regeringen fremlagde den nye asylpolitik. Hun var glad. (Eller glaai, som vi siger i Jylland). Og hendes mand Henrik, som er langtidsledig (som han vælger at kalde sig selv endnu, da det jo hed det dengang i 80'erne - men i virkeligheden er han kontanthjælpsrytter på 21. år - dog afbrudt af småjobs, som SKAT ikke kender noget til) og månedens kunde i Fleggard, er endnu mere glaii. For han hader alt der er fremmed. Ifølge ham, er folk der spiser hummus nogle "krakemutter" og alle muslimer er fandengalme nogle terrorister, som sikkert kun går med burka og løse gevanter for at skjule bombebæltet.

Joeh, Randi og Henrik var glade. Og det fejrede de med en dobbeltpaneret karbonade og et glas "Fun" appelsinsaft. For deres parti - DF - har jo været med til at redde landet fra at blive befængt med flygtninge i ulveklæder.

"Bekvemmelighedsflygtninge", fnøs Henrik, så der røg en klump rasp og smeltet margarine ud af munden på ham og landede på den solblegede lyskrans på den Holmegaardsinspirerede lysestage midt på det laminerede køkkenbord, som han fik klunset sig til på genbrugspladsen.
Og Randi nikkede samstemmigt, mens hendes kæber arbejdede lystigt med karbonaden og de lidt for råstegte kartofler. For hun vidste nok, hvordan folk så ud, hvis de virkelig flygtede fra noget grimt. De havde hverken iPads, mobiltelefoner, hår på hovedet eller tøj på kroppen, da de blev lukket ud fra Birkenau dengang i 1945.

"Familiesammenføring" var et ord, som både Randi og Henrik fik allergi over. "Man skal være glad for HVAD man har og får - så må de fandeme vente med at se deres familie til krigen er overstået og de kan rejse hjem med returbillet", sagde Henrik altid. Henrik havde dog ikke helt forstået betydningen af ordet retur, men det gjorde ikke så meget, for det gjorde hans venner heller ikke.


Jo, der var glæde i det lille utætte udlejningshus.


Lige indtil i går, hvor Henrik og Randis politikguruer jog en semiskæv brødkniv (hvilket var sært, for da de købte kniven via TV-shop, blev der ellers lovet i reklamerne, at kniven var så stærk, at den kunne skære et 3-årigt egetræ over uden at blive skæv) ind i ryggen på dem og afslørede, at fra foråret 2016 ville deres økonomi blive svært udfordret, thi DF havde vendt deres kernevælgere ryggen og pisset op af dem i medvind.



Jeg har ondt af Randi og Henrik. Uanset hvor dumme folk er, fortjener ingen at få en psykisk mavepuster og pludselig stå med en stor fed tung sort sky over hovedet, som med jævne mellemrum kaster op og sender lyn ned mod jorden, som brænder "økonomiske problemer" og "soon" ned i træplankerne på terrassen, som bare gør pisse ondt på dem, som ikke har valgt at være udenfor arbejdsmarkedet eller have en psykisk eller fysisk barriere, som æder af livskvaliteten.

Jeg ved stadig ikke hvad regeringen har tænkt sig? Tror de virkelig selv på, at leddegigt, depressioner og andre (semi)permanente lidelser forsvinder med et "Ciao" med det samme kontoen ryger ned i nogle røde trælse tal, som skaber usikkerhed og forværrelse af de aktuelle problemer? Og tror de virkelig, at det får firmaer til at oprette et overflødighedshorn af ledige stillinger?


Fuck you. Fuck you very very much.


P.S Randi og Henrik er fiktive personer, som er skabt for at mine fordomme kan få luft. Og selv om de er nogle primitive racister, fortjener de stadig ikke at blive straffet økonomisk.
Med mindre de selvfølgelig bare er dovne. Så gør de. Men det er en helt anden sag, som jeg ikke vil bore i. Jeg lader Ekstra Bladet om at finde og fremstille de dovne svin.


1 kommentar: