onsdag den 28. december 2016

Hvad der sker, når folk bliver lidt for glade for deres dampcigaret...

Min far har været storryger i al den tid jeg kan huske. Storryger i den forstand, at han gerne tog en rask diskussion om emnet og stædigt argumenterede med, at "så er rygning heller ikke værre".
Derfor kom det som en kæmpe overraskelse, da han meddelte, at han ville gå over til dampcigaretter. Og jeg troede egentlig bare, at det ville blive en gentagelse af hans sidste rygestopsperioder, hvor han røg i smug i kælderen og hvor han blev spottet på en landevej  - kørende i sin bil med nedrullede ruder, gennemtræk og en smøg i munden. Men hvor han dog hårdnakket nægtede alt, når han blev konfronteret.

Så jeg havde ikke forventet, at e-cigaretten ville blive et fast valg.


Men det blev det. Her 1½ år senere, ryger han kun damp. Og jeg er sgu imponeret og glad på hans vegne.
Men han er meget glad for den. Den bor nærmest i munden og hånden på ham og han er stort set altid omgivet af en knitrende sugende lyd af dampbobler.


Nu har ham og min mor skiftet plads ved spisebordet derhjemme. For lige over min fars gamle plads, sidder røgalarmen oppe i loftet. Og den blev åbenbart jævnligt aktiveret.


Så mener man det fandeme seriøst, når man siger man kun vil ryge dampcigaret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar