søndag den 1. marts 2015

Skriveblokade?

Hmm.

Det ligner faktisk ikke mig. At få skriveblokade. Men ikke desto mindre, er det sådan det er pt. Det skal nok komme tilbage. Men lige nu, ved jeg faktisk ikke, om jeg er blevet træt af mine egne ord? Og træt af at skulle skrive noget med en rød snor.

Jeg taler egentlig ikke om bloggen. Som sådan. Mere alt det med klummer.
Lige pt. har det jeg bare sådan, at jeg er træt af at se "mit navn" og mine skriverier. Mangler inspiration. Og føler lidt, at verden er blevet sådan indrettet, at alt skal tilpasses en politisk korrekthed? Men mest af alt, hænger mine ord mig bare ud af halsen. Jeg har "mig-lede".

Er enormt selvkritisk og så forsvinder glæden og passionen en smule.

Jeg er også bare inde i en periode, hvor lorte-stressen og de vidunderlige bivirkninger, som f.eks. følelsen af en flere timers angstanfald, har fyldt så meget, at jeg mere end nogensinde før, har behov for at fylde mit liv med ting, som betyder mest. Med de personer, som betyder mest.

Nu skal dette ikke være en lang smøre om "årh, hvor er det synd for mig". Altså, det er faktisk synd for mig...Men ikke mere, end det er for så mange andre.
Dog har jeg måtte erkende, at jeg de sidste par måneder har fundet ud af, hvem der kan lide mig hele tiden - og hvem der kun synes, at jeg er fantastisk, når jeg er sjov og energisk.

Der er ikke noget drama. Jeg gider simpelthen ikke bruge tid eller energi på sådan noget. (Jeg er åbenbart blevet voksen?). Det handler bare om at dedikere mest af mig selv til de mennesker, som er oprigtige.

Så det har jeg gjort her i weekenden. Og hvilken weekend <3

Nu er det søndag og jeg burde være mrmm i hele kroppen over, at jeg har fri i morgen. Men...

Men men men...

Tanken om at skulle til tandlæge, har drevet mig i dyb krise. For lige bortset fra frøer, er tandlæger en af mine største fobier. Og vi taler altså om en reel fobi.
Havde egentlig planer om at sove længe i morgen. For ligesom at undgå at bruge for mange timer på at hidse mig selv op, inden jeg skal af sted.
Men så ringede varmemålermanden. Lidt for glad. Som om vi var bedste venner. (Og jeg bærer stadig nag over at han kommende mit rodede kælderrum).
Han kommer i morgen tidlig. For at skifte en dims? En måler?

Great! Så kan jeg stå op til en ny omgang pinlighed over min kælder, som åbenbart underholder manden meget. Plus jeg kan bruge seks timer på at hidse mig selv op med skrækscenarier om kæmpe boremaskiner og ond tandlæge. (Som faktisk ER skide sød. Jeg glemmer det bare).


Overvejer at simulere influenza og udskyde min tid. Men nu har jeg jo lige pralet med, at jeg var blevet voksen.

1 kommentar:

  1. Nogle gange, så er det jo, at man godt kan komme til at bide tandlægen i fingrene.... altså bare en lille smule og ikke med vilje..sådan.. øh.

    (Og du behøver ikke at være sjov for at være skøn. Du skal bare være dig - på godt og ondt.)

    SvarSlet