Hold nu kæft, en kost. Jamen, helt alvorligt, hvad sker der for hende?
Der kommer en mand. Stille og roligt. Giver hende en kompliment gennem sønnen. Jo jo, dét er muligvis lidt kikset og kejtet, det kan vi godt blive enige om. Men for helvede;måske han bare ER lidt kejtet? Men hvad så? Er det grund nok til at hænge ham ud på Facebook, som en særling?
Det tror jeg ikke lige...
Jeg får spat af sådan noget der. Helkropsdækkende spat. Der er tale om en mand, som giver en sød kompliment. Han stikker ikke barnet en flaske mandelolie og en mellemstor aubergine og siger: "Giv det til din mor og sig, at jeg gerne vil vise hende, hvordan det også kan bruges". Han siger, hun er pæn. That's it. Han har hverken hånden begravet dybt i den hullede bukselomme eller en tydelig bule bag lynlåsen.
Komplimenter er vidunderlige! Nogle kan være klæbrige. Men generelt er komplimenter dejlige. Og positivt stemt. De kan gøre en kedelig mandag i supermarkedet eller på jobbet dejlig.
Hvordan fanden det kan blive et så stort problem for "Proletarprinsessen" er mig en oprigtig gåde og det siger godt nok en del mere om hende, end det gør om manden.
Hold da op; prisen til årets mor, skal da uden tvivl gå til hende. Skide modent (og det vil hun jo gerne være) af hende, at lære sit barn, at man godt må række tunge af fremmede, når de siger noget pænt.
Mon ikke bare hun burde foretage sine indkøb via nettet? For hvis der ikke skal mere til at forarge hende så meget, at hun skal tøffe direkte på Facebook og dele denne skrækkelige oplevelse, så forudser jeg, at hun kommer ud for en del prøvelser i hverdagene fremover.
Og det mest ironiske i alt dette er, at hun opdager sin søn til at være flabet og ubehøvlet. Og en dag, så bliver han en voksen mand. Og en rigtig træls en af slagsen, hvis han tager hendes opdragelse til sig.
Men: Når det er sagt, så nægter jeg at tro på, at barnet har talt sådan. Gu' har han da ej. Hun pynter på historien for at få flere likes.
Kære mænd; jeg vil gerne have komplimenter. Bring'em on!
