lørdag den 31. oktober 2015

Att.: danske politikere m/k - Jeg håber I er stolte af jer selv

Jeg har aldrig bedt om dette før, men nu gør jeg det. I må meget gerne dele dette indlæg. Jeg ved godt det ikke nytter en skid, men det nytter heller ikke at lade være.

Sagen er; de uempatiske politikere, som smadrede dagpengereformen, ejer ikke nok menneskelig intelligens til at vide, hvad konsekvensen af deres lorte stunt er blevet til. (Og nej, jeg kan ikke formulere mig sobert. Lev med det).
De sidder i deres lille trygge boble og sender missiler af sted mod landets borgere og vender ryggen til, når lortet rammer og eksploderer.



Ser I; jeg har denne veninde. Verdens smukkeste kvinde. Af udseende, men det er totalt underordnet - men også af sind.
Hun er så godt et menneske. Ofrer alt for andre, og glemmer sig selv. Hun har arbejdet hele sit liv. Betalt til a-kasse og fagforening de sidste 30 år. Og så begik hun den fatale fejl at reagere som et menneske.

Hun røg ned med stress. Ja puha, det er grimt, ikke? Sådan noget er der ikke plads til i vores lille lykkelige land.

Så hun røg på sygedagpenge. Og kæmpede sig tilbage til sit gamle jeg igen. Hun søgte (og søger) alle jobs. Uden fine fornemmelser. Overhovedet.
Hun har været i rotationsjob et år. Et helt år. Uden mulighed for ansættelse. Med en transporttid på tre timer hver dag. Og med en udgift hver måned, fordi udgifterne til offentlig transport åd al fortjenesten plus lidt mere. Men hun tog af sted hver morgen i 365 dage fordi hun er så skide pligtopfyldende.


Det er skide flot sådan noget. Det kan vi godt blive enige om, ikke? Og det fortjener faktisk en belønning. Mrm. Og det fik hun. Af vores kære politikere. Hendes dagpengeret ophørte. Og så overgik hun til den fantastiske midlertidige arbejdsmarkedsydelse af den svimlende sum af 8500,- om måneden. Brutto.

Men hun fortsatte med at søge jobs. Og hun fortsatte med at tage nyttejobs - igen med en udgift hver måned til offentlig transport. Uden at brokke sig. Hele tiden med en sindssyg jernvilje og optimisme.
Selv da hun scorede et job på 12 timer om måneden fordelt på to vagter om måneden, brokkede hun sig ikke. Heller ikke selv om busforbindelserne er ikke-eksisterende nogle af gangene og heller ikke selv om hun derfor går på arbejde og hjem. En time hver vej.

Hun har fandeme gjort alt og mere til. Fuck Dovne-Robert og latterlige Fattige-Karina. Fuck dem langt ind i RKI. Det er ikke dem det handler om. Det handler om dem der gerne vil. Og som gør alt der bliver bedt om. Som får udbetalt en ydelse, der svarer til lidt over halvdelen af hvad en kontanthjælspmodtager får. Som betaler 1000,- om måneden til a-kasse-kontingent. Og som bliver kneppet brutalt i røven af vores psykotiske politikere, som render rundt med skyklapper, der er tungere end en mellemstor optimistjolle.


I fredags ringede jeg til hende. Og for første gang nogensinde oplevede jeg hende knækket. Mere knækket, end jeg kan beskrive. Men så knækket, at jeg blev oprigtigt bekymret for om hun gav op. I ved, sådan for alvor.

Banken har lukket. Permanent. Ingen hjælp til indskud, så hun kan lede efter en billigere lejlighed. Ingen hjælp til et lån, så hun kan leve. Ingen intet. Overhovedet. Fra dags dato.

I går var det lønningsdag. Hun fik udbetalt 6000,- kroner. Hendes husleje er på 5900,- Allerede inden det er blevet den første november, er hendes konto i minus.



Kan nogen fortælle mig, hvad helvede der er galt med dette land? Har nogen en opskrift på murstens-mousse, som jeg kan give videre til hende? Og gider alle holde kæft med deres: "Så må hun flytte i noget billigere".
Ja...det vil hun sådan set også gerne. Men hvem skal betale indskuddet? Hvem kan finde plads i hendes budget til at hive de penge ud af ingenting?
Og gider Joachim B. Olsen lukke røven for altid med hans "så må de arbejdsløse jo bage deres eget brød". For mel og gær koster penge. Ikke mange penge, men penge, som hun ikke har.

Vi lever simpelthen i et land, hvor der sidder mennesker, der ikke har råd til at købe 5 kg. mel og en pakke gær. Pga. vores politikere, som tydeligvis er fuldstændig ligeglade med mennesker.

Hvad skal min veninde gøre? Hun søger stadig alle jobs, selv om hun hænger i en så tynd tråd, at jeg er oprigtigt bekymret for hende. Hun har solgt sin hund, fordi hun ikke havde råd til hundemad. (Og da slet ikke evt. dyrlægeregninger). Hun har solgt ud af sit indbo. Hvad fanden skal hun gøre mere?


Jeg kørte op til hende i går og handlede på vejen, så hendes køleskab og fryser kunne blive fyldt op og så hun rent faktisk kan få noget at spise de næste 2-3 uger.
Hun græd i 20 minutter. Og ærligt talt; ja ja og blarhblarh...det var sødt af mig og alt det shit, men come on; det er jo bare som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det hjælper jo ikke en skid i det store hele.

Jeg har ikke økonomien til at betale for hende hele måneden - hver måned. Men jeg vil selvfølgelig fortsætte med at give det jeg kan. Men er det sådan hun skal leve? I en lejlighed uden penge til noget. Uden penge til en ekstra regning på el og varme. Dybt afhængig af, at der er nogen der kommer forbi med mad, tandpasta, shampoo, toiletpapir, deodorant, tampax. Og uden nogen som helst mulighed for at flytte, fordi hun ikke kan skaffe pengene til et indskud?

Jeg tager hende gerne under mine vinger. Hun må gerne få den højre side i min dobbeltseng. Men hvad fanden nytter det? Er det sådan et Danmark vi skal leve i?


Om tre måneder mister hun også retten til arbejdsmarkedsydelsen. Næste stop er kontanthjælp og de brølende politikere i røven, som bræger op: "Det skal kunne betale sig at arbejde".

Jo tak...men skal det ikke også kunne betale sig at leve?


Kære rette politikere; hvordan kan I se jer selv i øjnene? Hvordan føles det at være skyld i andres liv bliver smadret? Hvordan fanden kan I holde ud at være i jer selv?



2 kommentarer:

  1. Jeg vil gerne sende hende 2 gavekort á kr. 500,00 til Føtex, Netto &/eller Bilka

    Sender du ikke hendes adresse på formand@julehjaelpen.dk?

    På forhånd tak

    SvarSlet
  2. Hvor ER det sødt! Tusind tak. Jo, det gør jeg.

    SvarSlet