Og nej, jeg er ikke faldet i og har ikke ædt hele Føtex' sortiment af slik, kager og chips. Har faktisk slet ikke købt mit ellers sædvanlige fredagsgodteri.
Kører i stedet kaffe ned i så groteske mængder, at jeg har været nødsaget til at købe en ekstra pakke toiletpapir.
Ja ja, I kan sige hvad I vil, men det er da udrensende. Og kaloriefrit. Og når der nu alligevel ikke er udsigt til anal udnyttelse, kan man jo lige så godt bruge den ende til noget andet.
Nå - det er længe siden jeg har lavet en liste.
Året so far:
Antal sygedage:
3. Men var i februar. Længe siden.
Antal dates:
Ørhh...1? Tror jeg. Altså...vi taler date som i "dig skal jeg lige se om jeg vil bide i læben"-dates, ikke?
Så er det kun en. Gik vel fint nok. Fik for meget vin og kunne pludselig godt se igennem fingrene med visse ting. Og trængte sgu da sådan til at mærke at blive taget....om.
To dage senere vidste jeg så ikke helt hvad jeg havde haft gang i. Men der er det jo ligesom for sent. Og hey; jeg hyggede mig da vældigt i øjeblikket.
Antal kys:
Altså, der var ham hvidvinsdaten. Og så var der ham der til firmafesten. Som bestemt ikke skulle være blevet kysset. Men det tæller ikke. Ikke når det bare var et par minutter i et hjørne bag ved jukeboksen.
Antal dates, som ikke var dates, men bare kaffe med fremmed mand.
1. Havde ingen bagtanker, da jeg sagde ja til han måtte kigge forbi. Tror jeg egentlig heller ikke han havde. Andet end at han gerne ville tale med mig, fordi han mente jeg virkede klog. Mrm. Han blev nok klogere.
Var egentlig skide hyggeligt. Lige indtil han åbnede munden og sagde, at han faktisk sympatiserede med Joachim B. Olsen. Der skred jeg ud på terrandaen for at ryge. Flere gange.
Jeg duer ikke til at diskutere politik med andre. Har voldsomt svært ved at håndtere modsatte politiske holdninger. Men på samme tid er det også sundt for mig. For jeg har virkelig et stivsind og en rendyrket "jeg-ved-bedst-og-du-er-bare-en-nar" attitude, som der skal arbejdes med.
Antal dates, som ikke var dates, men som jeg ikke kan proppe i kategori:
3. Eller måske 2½? Den halve gang talte vi kun en halv times tid. Pisse sød mand. Virkelig. Og klog. Og sjov. Og pæn.
Antal dates, som kun er foregået i dagdrømme og med den samme mand:
1203921. Har nærmest set en helaftensfilm for mine øjne om hvordan vi drikker os mod til i Kahlua og kaster os over hinanden.
Må vel konstatere, at jeg bare er bedst i teorien? Det er i hvert fald der jeg har mest succes og mod. Når jeg dagdrømmer.
Selvtillid på en skala fra 0-10, hvor 10 er helt fantastisk:
8. Der er klart sket en forbedring, efter jeg meldte mig ind i singlegruppen.
Selvværd på en skala fra 0-10;
2½. Klart fremgang. Satser på at lande på en 5'er inden året er omme.
Antal aflyste tandlægebesøg med lange bortforklaringer:
4.
Kræsenhed vedr. det modsatte køn:
Stigende. Kan ikke acceptere en DF'er eller en LA'er. Ej heller manglende evner i at lege med sproget.
Skal have en nogenlunde klog mand. Med pæne underarme. Og en syg humor.
Er til gengæld møg ligeglad med om han har strækmærker, deller, leverpletter eller vitiligo. Eller om han går i tennissokker med fartstriber.
Antal branderter:
Uoverskueligt.
Antal penicilinkure:
2. Er konserveret godt og grundigt.
Antal uoverensstemmelser med medlemmer fra singlegruppen:
Er stoppet med at tælle. De er umulige at diskutere med. Man kan fandeme knap nok nå at få en puls på samme niveau, som under en omgang petting, før de trækker sig og kyler et latterligt citatbillede op efterfulgt af: "Lad os blive enoge om at være uenige. Spred god karma!"
Klap nu i og bliv voksen og få skyklapperne af, så du kan få udvidet dine horisonter.
Antal afsnit af "Air Crash Investigation":
Mindst 50. Flyver aldrig mere. Det lader til, at der ikke så sjældent er problemer med flaps og flyvende genstande i motoren.