Jeg er nået dertil, hvor jeg nærmest har ondt i maven, når jeg sætter mig med min kaffe om morgenen og tjekker nyhederne. Efterhånden er det nået dertil, at det er en god dag, hvis der "kun" er artikler om "almindelig" (sikke mange citationstegn) vold og ufred.
Om der er mere terror i dag, end for 30 år siden, aner jeg ikke. Måske ikke? Dengang fik vi ikke serveret terror i morgennyhederne i tv eller på skærmen ved computeren sammen med vores skål havrefras og en grim smag i hele kadaveret, som ikke kun skyldes ond morgenånde. Hverken morgen-tv eller computere fandtes dengang og det er ikke utænkeligt, at vi derfor blev sparet for mange rædsler lige fra morgenstunden - men at de dog stadig fandt sted derude i verden, som virkede langt større dengang, hvor grisefest på Mallorca var noget af det mest eksotiske man kunne drømme om.
Men det går mig på. Det går mig endda rigtig meget på. De seneste ugers konstante gule "breaking news" bjælker, er krøbet ind under huden på mig på en rigtig led måde. Gul er blevet min hadefarve.
Jeg hader den lortefarve. Og jeg hader, at jeg næsten føler mig lettet, hvis den "kun" fortæller mig, at der er et afsporet tog i nordjylland.
Det er stadig mennesker, det går ud over og hvor føler jeg mig ussel over at føle en lettelse over, at det ikke er en islamisk kriger, der er gået amok med en bombe, en lastbil eller et våben, når der i fiktiv skrivende stund er en masse mennesker, der er kommet til skade i et tog i det nordlige Danmark.
Der er mange, der siger til mig: "Det nytter ikke at lade frygten overtage. Så har de jo vundet" og det har de da fuldstændig ret i, selv om jeg på samme tid er dybt uenig.
For det kan da godt være, at det ikke nytter noget, men hvordan fortæller man lige det til frygten, som fungerer som en lille tændt olielampe, der konstant får hældt lampeolie i røven - serveret live og ubarmhjertigt fra nyhederne? Der findes desværre ingen on/off knap eller en volumeknap, som man kan justere følelserne på.
Det ville ellers være befriende.
Og det er da også rigtigt, at det ikke nytter noget at rive sit pas midt over og udnævne den gule Samsonite-kuffert til kattebakke og aflyse samtlige planer og drømme om udlandsrejser. Det kan lige så godt ske i lille Silkeborg, som det kan ske i London, Paris eller Berlin.
Jeg ved det godt. Men det tager tid at fordøje, kan jeg mærke. For gennem de sidste uger, har man ikke engang kunnet nå at fordøje og sluge forfærdelsen over et angreb, før det blev afløst af et nyt. Og et nyt. Og et nyt. Og ja, fortsæt selv .
Der er ikke noget, der kan få mig til at stemme DF. Det er ikke dér jeg befinder mig. Gudskelov har frygten ikke smadret og gennemhullet min tro på, at langt de fleste mennesker er gode og varme og lige så meget værd og måske (og meget sansynligt) mere værd end mig.
Og jeg ved også udmærket godt, at lige så kynisk og stivnakket og kæphesterytter som jeg kan være - lige så naiv er jeg. Grænsende til noget, som mange sikkert kalder dumt. Jeg er klar over det.
Men jeg drømmer stadig om en verden, hvor nationalitet er sekundært og hvor det vigtigste er mennesket som helhed. Følelser, værdier og alt det der. En verden, hvor vi kan blive uenige og skændes - for det er sundt. Ellers lærer man intet nyt. Men en verden, hvor nationalitet ikke er det, der skiller os ad. Og en verden, hvor man for fanden i helvede har respekt for menneskeliv.
Jeg hader de gule bjælker i nyhedsmediene. For de minder mig om, at jeg ER naiv i min forestilling om en happygolucky verden. Og det er sgu egentlig ikke skide let at sluge den pille.
